Forlagsmand ville narre kendte forfattere: Forventes at erklære sig skyldig

En italiener ansat i det store amerikanske forlag Simon & Schuster har ifølge FBI forsøgt at narre manuskripter fra forfattere som Margaret Atwood, Ian McEvan og Jonas Jonasson. Han har tilsyneladende ikke tjent en krone på det.

Svenske Jonas Jonasson var en af de forfattere, som en italiensk forlagsmand angiveligt forsøgte at narre. »Det føltes som om, nogen forsøgte at bryde ind i mit liv,« har han sagt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank May
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En italieners besynderlige tyverier af kendte forfatteres upublicerede manuskripter skal i dag fredag behandles i retten i New York.

Det er svært at se motivet for tyverierne, for den mistænkte, en italiener ansat i forlagsbranchen, har tilsyneladende ikke forsøgt at sælge manuskripterne, og han har dermed ikke fået en øre ud af sine svindelnumre.

Måske har han udelukkende gjort det af nysgerrighed, fascination af forfatterne, kedsomhed eller blot for spændingens skyld.

Filippo Bernardini, der er en 29-årig italiensk statsborger og ansat som rettighedsmedarbejder på forlaget Simon & Schuster UK, blev anholdt af FBI i januar sidste år mistænkt for at have narret upublicerede manuskripter fra en række forfattere, og siden har politiet efterforsket den mærkværdige sag, skriver The New York Times.

Den mistænkte har med falske mailadresser udgivet sig for at repræsentere forlag og dermed i nogle tilfælde fået forfattere, redaktører, litterære agenter og talentspejdere til at maile manuskripter.

Svindlen er foregået over en periode på fire-fem år, og den mistænkte har blandt andet forsøgt at narre forfattere som Ethan Hawke, Margaret Atwood, Ian McEvan og Jonas Jonasson, den svenske forfatter bag bestsellere som »Den hundredårige« og »Analfabeten«.

Falske mailadresser

Den mistænkte har oprettet falske mailadresser, som har skullet narre modtagerne til at tro, at han repræsenterede forskellige forlag. Når han har udgivet sig for at være fra forlaget Penguin Random House har han skrevet fra adressen penguinrandornhouse.com i stedet for penguinrandomhouse.com.

Modtagerne af de falske mails har i flere tilfælde troet, at de var ægte, blandt andet fordi den mistænkte med sin baggrund i forlagsbranchen har kunnet formulere sig sådan, at hans mails virkede ægte.

Den mistænkte har angiveligt afsendt flere hundrede mails til modtagere i blandt andet USA, Taiwan og Sverige.

I de tilfælde, hvor det er lykkedes den mistænkte at få fingre i manuskripter, har han tilsyneladende ikke solgt dem videre, som man har set med manuskripter stjålet fra Hollywood.

Den mistænktes arbejdsgiver, forlaget Simon & Schuster, var dybt oprørt, da man fik at vide, at en ansat angiveligt står bag svindlen.

»Sikring af forfatteres intellektuelle ejendom er af yderste vigtighed for Simon & Schuster og alle andre i forlagsbranchen, og vi er taknemmelige for, at FBI har efterforsket disse sager og har rejst tiltale mod den formodede gerningsmand,« siger en talsmand for forlaget ifølge The New York Times. Forlaget indgår ikke i politiets efterforskning.

Den svenske forfatter Jonas Jonasson har til den svenske public service kanal SVT fortalt, at forsøget på at narre et manuskript fra ham var dybt ubehageligt.

»Det føltes som om, nogen forsøgte at bryde ind i mit liv,« sagde han i januar til SVT og fortalte, at han ikke anede, hvem der havde forsøgt at narre ham, og at han derfor kunne mistænke alle mulige for det.

Ifølge The New York Times ventes Filippo Bernardini at erklære sig skyldig i anklagerne, når retssagen begynder i dag fredag.