Jeg skal blankt indrømme, at det ikke var uden fordomme, da jeg gav mig i kast med finske Mika Waltaris (1908-1979) fire kortromaner samlet i »Den slags sker ikke«. 

Fælles for historierne er, at de er forfattet i slutningen af 1930erne og starten af 1940erne. Ville de mon være for træge og tunge til at kunne læses og fordøjes med interesse her 80 år efter?