Fire stjerner til suveræn forfatter: Hun har en uforlignelig evne

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Anne Lise Marstrand-Jørgensen er en suveræn forfatter, men hendes essay, »Jeg læner mig mod verden«, fortaber sig indimellem i det politiske og afdækker et til tider uforsonligt menneske, der nægter at tale med dem, der ikke ligner hende selv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Langt de fleste forfattere lader deres værker tale, mens de selv skjuler sig. Viser de deres private og politiske jeg også, kan det nemlig ende med en sammenblanding af person og værk, tænk bare på for eksempel Knut Hamsun og Carsten Jensen.

En af dem, der dog har valgt at stå frem, er Anne Lise Marstrand-Jørgensen (født 1971). Hvis ikke du kender hendes prisbelønnede romaner, blandt andre »Hildegard af Bingen« og »Margrete I«, er det bare at komme i gang. De er fantastiske. Ja, beåndede!

I sit nye essay, »Jeg læner mig mod verden«, skriver Marstrand selvbiografisk og ærligt om sit livs byggesten: børn, skrivning, politik og barndom. Man kunne nøjes med at forholde sig til den del, der udgør en form for poetik, altså en undersøgelse af, hvad det for hende vil sige at skrive, samt tilgangen til børn og barndom. Ikke desto mindre fylder det politiske så meget, at det ville være forkert ikke at omtale det. Men lad os tage de andre dele først, det gør hun også selv.

Pilleafhængig

Marstrand voksede op i privilegerede og borgerlige rammer, hvilket hun prøver at lægge mest mulig afstand til. Blandt andet forklares ungdommens mangeårige psykiske sygdom med, at hun aldrig fik lov at gøre det oprør, der ulmede i hende. At hun lagde låg på sig selv, indtil hun brød med den psykiater, der dømte hende pilleafhængig resten af livet.

Samtidig var hun en, der skrev. Dels på grund af selvforglemmelsen: »Jeg skriver for at skrive, fordi dér forsvinder jeg ud af syne for mig selv.« Dels det fællesskabssøgende: »Jeg ville kende mennesker, især dem, jeg ikke kunne forstå. Jeg ville forstå fællesskaber og ensomhed, sammenhænge og udstødelse. Og døden måske. Tabet og sorgen i hvert fald.«

Det ultimative for hende er sammensmeltning, og den oplever hun med sine børn og sin skrift. Nedfældet på en seddel, som lyste sandt i flere år: »Mine børn, stod der øverst. Min skrivning, nedenunder. (…) så længe jeg brugte dagen på enten det ene eller det andet, havde det været en vellykket dag.« Hun nægter således at problematisere moderskab, for børn er ren kærlighed, og kærlighed kan aldrig være en byrde. Så må man skrive i mellemrummene.

Hypervågen

I begyndelsen var det digte, men Hildegard af Bingen trængte sig nærmest metafysisk på. Det samme gjorde dronningen af Saba og Margrete I. Det er, som om Marstrand er et medie. At hun bliver valgt af sine romanfigurer og må underlægge sig arbejdet. Trække på sig selv som et hjemsted for erindringer og oplevelser for at puste liv i fortidens skikkelser. Det er stort og smukt beskrevet, og man tror hende, når hun fortæller, hvordan hun også kan opsøge det aktivt: »at befinde sig i en hypervågen tilstand, at gå vidtåben omkring, tage imod forbindelser, der flagrende sætter sig sammen på nye måder, så man ser verden igen og igen.«

Det at være et medie, et hjælpende, formidlende væsen, går igen i hendes arbejde med flygtninge. Som venligboer hjælper hun med at få stablet hjem på benene, ligesom hun med samtaler opnår den indsigt, hun også får i skrivningen: fællesskaber, ensomhed, sammenhænge, udstødelse, død, tab og sorg.

Alligevel er der nogen, hun nægter at tale med: Dem, som ikke ligner hende selv. Og man mindes om den vrede, der præger portrættet af Margrete I. Som troende vil Marstrand ikke tale om tro med ikketroende. Og som dansker foragter hun, at »en stadig voksende flok af åndløse vil tage patent på det, der er dansk«. Fordi »Nogen vil i hovmod lade, som om de er herrer over kontinuitet og foranderlighed, og støbe en klump af det danske, støbe den af flæskefars og bacon, af fløde og Dannebrog, af eksklusion og en nationalistisk version af den kristendom, som de pinagtigt og afslørende ignorerer er en verdensreligion med streg under verden.« Resultatet er »sandkasseslåskamp og mobning og følelsen af at være hævet over andre.«

Racistiske jokes

Men lad den kaste den første sten osv., så før nogen kommer på tanken, bekender hun, at hun som hvid, privilegeret, midaldrende, dansk kvinde har tilladt sig at skrive om en sort kvinde, dronningen af Saba. Men, forklares det, inspireret af en ung etiopisk flygtning, som hendes familie tog til sig i 1970erne, og som introducerede hende til den mytiske dronning. Han endte i øvrigt med »at bosætte sig i Canada, da Danmark blev for småligt.« Muligvis på grund af racistiske jokes, også fra hendes familie.

Og hun argumenterer videre, at der skal være forskel på virkelighed og fiktion: »Vi skal kunne skrive om alt. Vi skal kunne tale om alt. Vi skal kunne skrive fra alle udsigelsespositioner.« Lige bortset fra altså, hvis »majoritetskulturen gør en minoritetskunstner til talerør for majoritetens undertrykkelse og diskrimination (…) Når majoriteten hylder en minoritetskunstner, alene fordi hun udtrykker de samme nedsættende generaliseringer om religioner eller kulturer, som de mener bekræfter deres egen magt og moralske uangribelighed«. Der nævnes ingen navne, men måske er for eksempel Sara Omar en af dem, der tænkes på? Hvad ved jeg.

Hvad, jeg ved, er, at Marstrand-Jørgensen er en suveræn forfatter. Og at man kan læse »Jeg læner mig mod verden« for at få et indblik i hendes uforlignelige evne til at stille sig selv til rådighed for skriften. Som et medie. Men man kan også læse det for at mindes om, at hun kun er et menneske. Der skal blot en tastefejl til, for at titlen bliver til »Jeg læner mig mod vreden«. Og så er det knap så beåndet.

Jeg læner mig mod verden
Forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Sider: 118. Pris: 149,95 kroner Forlag: Gyldendal.