Jeg har det med dele af finske Sofi Oksanens bog »Samme flod to gange – Putins krig mod kvinder« om den russiske hærs brug af seksuel vold, som jeg havde det med dokumentarfilmen »20 dage i Mariupol«. Man kan næsten ikke holde til at læse om den seksuelle tortur, russerne har bedrevet i Ukraine, ligesom man i »20 dage i Mariupol« ikke kan se flere bomber falde og flere tildækkede menneskekroppe blive ført ind på mangelfulde operationsstuer. 

Det er meget nemmere at forholde sig til krigen som politisk skæbnedrama om Putin, Zelenskyj, Prigozjin og Zaluzjnyj. Eller som et spil Risk, hvor anonyme tropper rykker frem og tilbage på et kort, der ingen lighed har med det faktiske landskab i Ukraine. Eller som et avanceret stykke hverdagslogistik: Hvornår kommer de løbesko, jeg har bestilt? Hvornår kommer de F-16-fly, Ukraine er blevet lovet? Hvordan bekæmper man flyvemyrer? Hvordan kan man forsvare sig mod glidebomber ved fronten i Donbas?