Forfatteren Gorm Henrik Rasmussen er aktuel med en semiselvbiografisk roman »Strøm«, der mest af alt handler om et relativ kort, men i den grad følelsestungt venskab mellem to unge firserdigtere. Fiktive firserdigtere, vel at mærke; Daniel Asmussen og Morten Strøm.

Men som det fremgår på de første linjer af en pressemeddelelse fra bogens udgiver, så er romanens fiktive indhold inspireret af virkelighedens drejebog, hvilket betyder, at Daniel og Morten på flere fronter trækker tråde tilbage til det venskab, som Gorm Henrik Rasmussen selv havde med ingen ringere end Michael Strunge.

Og det gør selvsagt Strøm til en lidt mudret eksistens i den tusmørke gråzone mellem fantasi og virkelighed. For hvornår er Strøm Strøm, og hvornår er Strøm Strunge? Og hvad med Daniel? Er han Daniel fra start til slut, eller er han også Gorm Henrik, og i så fald, hvornår er han så det?

Hvor om alting er, så håber jeg ikke, at Strøm er særlig meget Strunge.

For selvom hverken Gorm Henrik Rasmussen eller Daniel Asmussen (bogens jegfortæller) synes at have det som intention – faktisk tværtimod – så fremstår Morten Strøm nemlig ikke just som en skidegod ven.

Jovist, han opfordrer da Daniel til at forfølge sine inderlige digterdrømme og dermed adgangsbilletten til alt det, som Strøm har, og som er alt det, som Daniel bare så gerne vil have; nemlig succes, anerkendelse og berømmelse.

Og ja, Strøm giver så sandelig også Daniel en masse af sig selv og de tusindvis af tanker, der rumsterer i hans rumsterende hoved, hvor stemmer i kor synger weltschmerzsange, der går lige i hjertet på Daniel.

Og jo, Strøm rækker ud og tager gang på gang og dag og nat Daniel under sine vinger.

Men når man har læst »Strøm«, så sidder man alligevel tilbage med en ufravigelig fornemmelse af et venskab i anførselstegn. Der er snarere tale om et patient-plejer-forhold, hvor selvfede Strøm bruger underdanige Daniel, når han lige føler, at han har brug for det, og hvor Daniel altid synes at have brug for at lade sig bruge, da det giver ham den fylde, som både hans mave og hjerte skriger efter.

Den der væske

Når det er sagt, så er venskabet, der er omdrejningspunktet på stort set samtlige af »Strøm«s 350 sider, skrevet med masser af kærlighed, varme og empati. For slet ikke at tale om respekt, omsorg og accept.

Og det er altså uanset, om der er tale om opture a la de to venners radioindslag til Radio Mars, dannelsen og dyrkelsen af deres fælles passionsprojekt, »Nick Drake Society«, eller om der er tale om nedture såsom Strøms sønderrivende selvopløsning, der ender i utallige indlæggelser på den lukkede på bagkant af flere selvmordsforsøg, hvoraf det sidste lykkedes.

Men ikke nok med det. Kærligheden, varmen, empatien og alt det andet gode flyder også ud i alle andre dele af bogens indhold, hvor alt lige fra livet på brune værtshuse og franske cafeer med spejle til kolde brændeovne med ubetalte regninger i asken samt piberygende, pageklippede sagsbehandlere fortrylles af den der helt specielle væske, der har det med at blive hældt ud over mindet om firserpoeterne og den tid, de levede i.

Altså den der væske, der dufter lidt af alting-var-bedre-i-gamle-dage-selvom-de-gamle-dage-er-noget-lort, og som har det med at forvandle datidens poeter fra at være slagregnsvåde fantaster til i stedet af være neonfarvede planeter på en altid tulipansort nattehimmel.

Og det kan man som læser så være for eller imod. Det samme kan siges om Strøm som ven. Fiktiv eller ej.

»Strøm«

Forfatter: Gorm Henrik Rasmussen. Sider: 350. Pris: 250 kroner Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag