Der er kun gået lidt over et år, siden digteren Thomas Boberg (f. 1960) udsendte sin seneste samling af digte, nemlig »Forberedelse til livet«. Nu er han her så igen, denne gang med udgivelsen »69 dæmoner«. Forrige bogs tekster var stærkt forankrede i det selvbiografiske materiale, og her fortsætter Boberg i samme legende og yderst læseværdige spor.

Ét tema går igen i bogens mange sprudlende tekster: Ideen om patriarken. En figur, der undervejs antager forskellige former. Far som spøgelse. Far som djævlen. Den temperamentsfulde far, som i et erindrende digt kaster sin datter mod dørkarmen. Far som drukmås og far som ødelægger mor.