Et underligt værk og en bog, der vakte stor skandale: De her bøger ville forfatter Benn Q. Holm tage med på en øde ø

Vi har spurgt nogle af landets mest interessante litteraturmennesker om, hvilke bøger der repræsenterer noget helt særligt for dem. Denne gang med forfatter og ærkekøbenhavner Benn Q. Holm, der blandt andet står bag »Hafnia Punk«, »Album« og senest »Et stykke af tiden«.

»Der er noget bizart i tiden, hvor forfatteren er blevet en lidt kedelig funktionær, som beskriver husmoderen fra Herning, der til gengæld går i swingerklub og springer i faldskærm,« siger forfatter Benn Q. Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Stuk« af Herman Bang (1887)

»Bogen er helt overstreget, da det var den, jeg skrev speciale om på litteraturvidenskab på KU. Jeg valgte den bog, blandt andet fordi jeg elsker Herman Bang for hans tone, stil, indlevelse og mangel på ekspressionisme.«

Hvad er det ved hans »tone«, du godt kan lide?

»Ligesom andre store danske forfattere, som I. P. Jacobsen og Pontoppidan, så skildrer de tit »nederlagets mænd«, hvor virkeligheden kolliderer med ambition, det hele kollapser. Bang har den også, men stemt i en mere melankolsk tone. Han mestrer virkelig at formidle den samtidige stemning, fortællingen om mænd, der går til grunde og det nordiske tungsind. Næsten alle store romaner handler jo om ulykken, da lykken sjælden er en opbyggelig fortælling værd og tit havner i genren med lægeromaner.

I lige præcis »Stuk«, der går det hele for mig op i en højere enhed. Det er desuden også den første store københavnerroman og måske også en af de første danske kollektivromaner.«

Herman Bangs »Stuk« udkom i 1887. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvad mener du med kollektivroman?

»At der optræder flere hovedpersoner, der så flettes ind i hinanden, blandt andet Bangs eget alter ego, men også konferensraad Hein, som er skåret over industrimagnat Tietgen, byggematadoren Hellig Hansen og så videre. Og over dem alle er der en primær hovedperson, nemlig København, hvilket også er et greb, jeg selv mange, mange år senere brugte i min roman »Hafnia Punk« (1998). I »Stuk« oplever vi transformationen af København fra en gammel fæstningsby med volde til en moderne by med boulevarder efter parisisk forbillede, og der opstår forlystelsestempler, som den Det Ny Scala og Tivoli i anden halvdel af 1800-tallet.

Det hele indfanges jo genialt i titlen »Stuk«, som er det her ornament, som er smukt, men også er hult og ren staffage.«

»Doktor Glas« af Hjalmar Söderberg (1905)

»Jeg har læst »Doktor Glas« adskillige gange i mit liv. Den vakte stor skandale, da den udkom. Den handler om en læge, der tager livet af en tyrannisk præst. Jeg plejer at kalde Söderberg for Herman Bangs onde svenske onkel. Der er noget bergmansk over ham, det hele summer af melankoli og lange lyse svenske sommernætter.

Söderberg har også det her svenske, hvor han kontra det danske går lidt mere i kødet på tingene, særligt kirken, som dengang og særligt i Sverige stadig var en voldsom magtfaktor.

Bogens drivfjeder er, at doktor Glas får en ny klient, den unge fru Pastor Gregorius. Hun klager over, at hendes mand, den langt ældre pastor, udnytter hende. Glas beslutter sig for at forgifte pastor Gregorius, som lider den langsomme kvælningsdød. Samtidig er Glas forelsket i kvinden, som igen er forelsket i en ung løjtnant. Den slags forviklinger og særligt et giftmord ville man ikke se hos Herman Bang.«

Hvor ligger den litterære kvalitet i romanen?

»Den ligger i sproget, blidheden og de små melankolske hverdagsbetragtninger, der har en anden ironisk og subtil ondskabsfuldhed end hos Bang. Den ensomme doktor Glas, der sidder ensom på Grand Hotel og får sig et glas om sommeren, mens andre gæster kaster om sig med nietzscheanske betragtninger – det er scener som disse, der skaber en helt særlig stemning fra en tid, der er lidt overset.

Söderberg er desuden også forfatteren bag »Gertrud« (1906), som Dreyer filmatiserede, og som rummer et af mine yndlingscitater: »Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed.«

Söderberg flyttede i øvrigt kort efter »Doktor Glas« til København, til Øster Søgade, og han blev senere morfar til de danske forfattere og søskende Helle og Henrik Stangerup.«

»Doktor Glas«, Hjalmar Söderberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Hærværk« af Tom Kristensen (1930)

»Mange af livets afgørende værker er jo tit det, der gør indtryk på dig i de formative år. Jeg læste den her første gang, da jeg var 17-18 år, og den var overrumplende. Et chok.

Det var en storbyroman, og udover Strunge og Søren Ulrik Thomsen, som er mere i den lyriske afdeling, er der skrevet så meget godt om København siden Herman Bang.

Jeg genlæste den under corona og blev faktisk lidt overrasket over, at det er en »tung bog«. Jeg strøg igennem oprindeligt, men det kan godt være, at historien om den her mand, der sætter sig for at ødelægge sit liv med druk, er blevet for hård kost for mig i dag.

Men grunden til, at det stadig er en fantastisk roman i alle dens facetter, er blandt andet den eminente indfangelse af byen, det fantastiske persongalleri og det særlige journalistmiljø, bogen er sat i. De fordrukne rigmænd, der er ved at formøble den allersidste arv, krydret med skildringen af samtidig autentiske Vesterbro-prostituerede. Bogen har den her kalejdoskopiske stemning af asfalt, neon og jazzmusik.

Men »Hærværk« er ikke kun druk og vildskab, der er også en hjerteskærende skildring af en skilsmisse, og drengen Oluf og hans skæbne repræsenterer måske den danske romans første moderne skildring af skilsmissebarnet.

Det er en hård roman om destruktion, men også det modsatte. »Hærværk« handler også om lykken, glæden, beruselsen, beruselsen af storbyen. Den handler om ekstasen i momentet. Om vildskaben.«

Tror du, at man i fremtiden – i en tid med rygeforbud, alkoholpolitik og politisk korrekthed – ville kunne læse værker for andet end det negative? Vil fremtiden også kunne forstå euforien og skønheden i det destruktive og uhæmmede?

»Jeg er ikke sikker. Et rigtigt dårlig eksempel er, at folk finder deres vinylplader frem igen nu, og måske vil der altid komme en modreaktion på det dikterende, på det småborgerlige. »Hærværk« er nemlig meget mere end blot destruktion. Jastrau leder jo også efter mening.«

Benn Q. Holm fotograferet i sit hjem på Østerbro. Holm slog igennem på den litterære scene i 1998 med den nyklassiske københavnerromanen »Hafnia Punk«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Hærværk« er jo også et værk, der undersøger »skaberkraften«. Nu er du jo en ægte forfatter, hvad tænker du om ideen om det kreative forbundet til det destruktive?

»Det ligger jo meget tragedie i det miljø, Tom Kristensen skildrer i »Hærværk«. Tænk på alle dem, »der ikke rejste sig i tide« og blev hængende og aldrig fik udbredt sit talent ud over bordet i værtshuset. Dem, hvor alt endte i fantasterier og død. Jeg er selv fascineret af det, men er selv ret produktiv og disciplineret. Man kunne måske godt have siddet på Café Nick og drukket Pernod hele dagen og have været død som 33-årig og have udgivet én genial digtsamling, men det er et temperamentsspørgsmål, og det er ikke mig. Jeg higer ikke efter at sidde døende på et utæt loft med dueklatter og skræppende måger uden elektricitet.

Men der er noget bizart i tiden, hvor forfatteren er blevet en lidt kedelig funktionær, som beskriver husmoderen fra Herning, der til gengæld går i swingerklub og springer i faldskærm.«

»Austerlitz« af W. G. Sebald (2001)

»Det er et meget underligt værk og en meget speciel forfatter. Sebald var professor i litteratur, var tysk-engelsk og blev født i 1941. Han døde i 2001 og blev nævnt som nobelkandidat.

Han skrev ikke klassiske romaner, men skrev tit om et »jeg«, om et selv.

Den her roman handler om en ung dreng, der hedder »Austerlitz«. Han finder ud af, at hans forældre er døde i koncentrationslejr, og han er blevet adopteret af et par fra Wales. Han bliver arkitekturhistoriker. Jegfortælleren møder Austerlitz på banegården i Antwerpen, som igen repræsenterer et vigtigt sidespor, da banegården er en »katedral for kapitalismen« betalt af Belgiens bloddryppende »congomilliarder«.

Det er en original, kompleks og personlig skæbnefortælling, og så er det en større, ambitiøs europæisk kulturhistorie.

Det er ikke et nemt værk, men det har sin helt egen tone, en imponerende intellektuel klarhed. »Austerlitz« er muligvis det eneste af Sebalds romaner med et decideret plot. Man kan, lidt simpelt, kalde det en form for detektivroman, der samtidig operer som en øjenåbnende kulturhistorisk arkæologi.«