Marcel Proust blev født i 1871 og døde i 1922. Hans hovedværk er På sporet af den tabte tid (A la recherche du temps perdu), som blev udgivet i 7 bøger og er på 3.200 sider. Den fortæller om Frankrig i slutningen af 1800-tallet, som kaldes la belle époque - den skønne tid.
Marcel Proust kom ud af et borgerligt miljø, hans mor, som han var tæt knyttet til, kom fra en jødisk kulturbaggrund. Det var en politisk og krigsmæssigt krisepræget tid, hvor Pariserkommunen i 1870-1871 havde efterladt ruiner i Paris og skarpe skel mellem politiske bevægelser. Ydermere havde Frankrig tabt til Tyskland i krigen 1870-1871, hvilket skabte forbitrelse og gav anledning til den antisemitiske bølge, der viste sig i Dreyfus-affæren i 1890erne, hvor en jødisk kaptajn uretfærdigt beskyldtes for spionage for Tyskland..
Proust havde et svagt helbred, men gjorde alligevel tjeneste i den franske hær fra 1889 til 1890. Han fik rygte som en overklassesnob og blev ikke taget alvorligt. Desuden var han homoseksuel, hvilket ikke gjorde livet lettere for ham og han indrømmede aldrig sin homoseksualitet. Han forblev ugift og hjemmeboende, sålænge hans forældre levede.
Politisk forsøgte Proust at holde sig på afstand af de politiske og religiøse yderfløje. Han var blandt de første, der støttede Dreyfus.
I 1909 trak Proust sig noget tilbage fra det parisiske selskabsliv for at skrive sit hovedværk, På sporet af den tabte tid. Det blev et kapløb med tiden og døden. Han dikterede de sidste ændringer til stuepigen den dag han døde, men værket er ufuldendt. På sporet af den tabte tid handler bl.a. om de store samfundsmæssige forandringer i tiden, hvor aristokratiets indflydelse mindskedes og en ny stærk middelklasse rejste sig. Romanen har haft stor indflydelse på litteraturen ved bla. undersøgelsen af erindringens natur.