En narcissistisk Don Juan trækker et spor af depression og ødelæggelse gennem Grenaa

Boganmeldelse: Når Henriette Houths »Solen er så rød« er bedst, er den som et velfungerende potpourri af sangen om Mona og kultfilmen »Mig og Charly«, men overordnet er det uklart, hvad forfatteren vil med værket.

Forfatterinden Henriette Houths romanen »Solen er så rød«, foregår i Grenaa i 1970erne og 80erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der udgives stadig mange selvbiografiske romaner, og fra tid til anden kunne man overveje, hvorvidt fortællingen havde været bedre brugt i form af et dybdegående interview i stedet. Således også i tilfældet Henriette Houth og hendes nye roman, »Solen er så rød«.

En voksen datter, hun er navnløs, men lad os kalde hende ved kælenavnet Tulle, skal tømme sin mors dødsbo efter hendes selvmord. Det får Tulle til at tænke tilbage på de år, de havde sammen efter skilsmissen fra Tulles far, Peer, hans senere selvmord, moderen Trines alkoholisme og Tulles spisevægring i gymnasieårene.

Selve skabelsesberetningen var, at Trine først blev hvirvlet ind i og derefter ud af Peers livsbane baseret på kvinder, børn, ægteskaber, skilsmisser og utroskab. Frugterne blev Tulle og storesøsteren Annette, og Tulle prøver nu at fortælle sin og moderens historie(r) for at finde en mening med det hele, ligesom hun via fotografier og udsagn fra familie og venner giver forsøgsvise bud på, hvem kvinden Trine var, »før min mor blev min mor«, som hun messende gentager i store dele af romanen.

»Houth kan skrive effektive billeder frem, som da den lille Tulle er på søndagsbesøg hos faderen, og de kører ud til en skov, som han opfordrer hende til at gå alene ind i, mens han bliver stående ved bilen med bagsmækken åben.«


At sygeplejersken Trine for eksempel oprindeligt havde fundet lykken med en anden mand, men blev betaget af, at den charmerende læge med de dybblå øjne ville have hende. At Peer udnyttede Trines drikfældighed til at få hende så beruset under fester, at hun sad og sejlede i sit eget hjørne, mens han nedlagde andre damer. At det var livet om at gøre for ham at sætte børn i verden med sine kvinder.

Tulle har således i princippet fire andre søstre, kun Annette er »hel«, men de to opdrages knap nok som søskende; efter skilsmissen skiftes de til at besøge faderen hver anden søndag, aldrig sammen, og ved hans hospitalsindlæggelse er det storesøsteren, som får lov at se ham, ligesom det er hende, der kommer med til hans begravelse, ikke Tulle. Hun skal i skole.

Denne besynderlige, usammenhængende måde at agere familie på præger dem også hver især. Samtalerne er knappe, berøringerne er få, og alle personer synes præget af det tunnelsyn, Tulle på bogens afsluttende sider kan læse sig frem til definerer en selvmordstruet. Et tunnelsyn, der gør faderen til en narcissistisk Don Juan, moderen til en benægtende alkoholiker, en af søstrene til narkoman, Tulle selv til spiseforstyrret og forældrene altså til selvmordere.

»Det er angstskabende og stærkt. Men jeg savner at forstå, hvad bogen her vil mig som læser, ud over at fortælle en trist historie om (endnu) en dysfunktionel familie.« Skriver Berlingskes boganmelder om romanen »Solen er så rød«. Fold sammen
Læs mere

Tulle er, ligesom forfatteren Henriette Houth, født i 1967, og bogen rummer mange fine tidsbilleder fra 1970-80ernes Grenaa. Når det er bedst, er det som et potpourri af Nils Malmros’ film, Søren Kragh-Jacobsens sang om Mona og kultfilmen »Mig og Charly«, omend de indgående skildringer af den unge Tulles pubertetsliv og forelskelse i Lasse fra blokkene stjæler plads fra den større historie. For ja, moderen optræder som en vranten, afstandtagende guvernante i disse år, men måske vi kunne have forstået hendes reaktion uden at give så meget plads til Tulles eskapader?

Uanset det både imponerende og rørende i at ville fortælle historien her, som formentlig i store træk er Houths egen, er det svært at finde ud af, hvad forfatteren virkelig vil med bogen: Vil hun fortælle om selvmordets psykologi? Vil hun fortælle Tulles historie med en underliggende angst for nedarvede træk? Vil hun fortælle Trines historie og forstå, hvad der kunne drive hende til at tage sit eget liv? Vil hun gøre det samme med Peers? Vil hun fortælle om spiseforstyrrelser? Om alkoholisme? Om psykisk sygdom? Om en usammenhængende familie? Om manglende søsterskab? Om at være livslangt offer for en forfører? Vil hun fortælle, hvad det gør ved en mor, der bare vil elskes og have ro, renlighed og regelmæssighed, at blive konfronteret med pubertetsversionen af sin datter? I så fald går hun desværre ikke dybt nok med nogle af delene.

Jeg ved, at Houth kan skrive effektive billeder frem, som da den lille Tulle er på søndagsbesøg hos faderen, og de kører ud til en skov, som han opfordrer hende til at gå alene ind i, mens han bliver stående ved bilen med bagsmækken åben. Det er angstskabende og stærkt. Men jeg savner at forstå, hvad bogen her vil mig som læser, ud over at fortælle en trist historie om (endnu) en dysfunktionel familie.

Solen er så rød
Forfatter:
Henriette Houth. Sider: 256. Pris: 250 kroner Forlag: Politikens Forlag.

(Første afsnit tilføjet (24/5) efter publicering. Red.)