Elise i heroinhimmelen: Kan jeg ikke blive den bedste sanger, kan jeg altid blive den tyndeste
Norske Marie Kjos Fonn er velskrivende og mestrer det lyriske sprog, når hun beskriver hovedpersonens ydre og indre. Alligevel er der dog noget køligt over teksten. En kulde, der nok er med til at beskrive det deprimerende over junkiens daglige trummerum, men desværre også en kulde, der gør, at jeg aldrig kommer helt tæt på personen Elise og lærer hende at kende, mener anmelder Jacob Ørsted. Foto: Lea Meilandt/Gutkind.
Boganmeldelse: Marie Kjos Fonn viser med »Heroin chic«, at hun er velskrivende og mestrer det lyriske sprog, men romanens fortællemotor løber ind i et problem, som er lig narkomanens, gentagelsen, hvilket der naturligvis er en pointe i, men som ender med at være trættende og uengagerede for læseren, skriver Berlingskes anmelder, Jacob Ørsted.
Norske Maria Kjos Fonn (f. 1990) har med »Heroin Chic« begået sin anden roman. Det er fortællingen om den smukke blonde pige Elise, der bliver fuldstændig opslugt i en verden af narkotika.
I begyndelsen af historien har vor hovedperson en lovende karriere som sanger foran sig i en alder af 14 år. Den første sten i skoen på hendes vej til at forfine sangtalentet er dog et årelangt forløb med anoreksi. Nervøsiteten for at stå på en scene dulmes snart af et par beroligende piller. Misbruget er i gang. Snart synes hendes mantra at være: Hvis jeg ikke kan blive den bedste sanger, kan jeg altid blive den tyndeste. Og således udvikler hendes dagligdag til udelukkende at være et matematisk regnestykke: Hvor mange kalorier har jeg indtaget i dag?
Del:
