Litteratur

Dronning Margrethes private samlinger: Fra Katharina den Stores diadem til blå øreringe fra Matas

Boganmeldelse: Der er udkommet to bøger om dronning Margrethes private smykker og skatte. De viser begge, at Dronningens samlinger er imponerende, og at smykker og genstande ikke blot er guld og diamanter, men at de fortæller en menneskelig historie om Kongehuset og Dronningen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For 20 år siden var dronning Margrethe på indkøbstur og fandt i den lokale Matas i Gråsten nogle flotte blå øreringe i plastik og glas. Dronningen siger i Heidi Lauras nye bog, »En dronnings smykkeskrin«: »Jeg synes selv, at de er flotte. For mig er det sådan ret rigtigt sommersmykke: Jeg kommer i sommerhumør, når jeg tager dem frem. Jeg bruger dem ofte sammen med en kæde med blå perler, det er så heller ikke ægte sager, men kæden er til gengæld i hvert fald fra min mors ungdom, hvis den ikke også muligvis har tilhørt min mormor.« Dronningen har ikke oplyst, hvad de blå øreringe kostede.

Smykker med fortælling
Dronningen rører ved noget essentielt, som heldigvis berøres i Heidi Lauras bog, nemlig at det ikke er guld og diamanter, der gør smykkerne interessante og spændende, men den personlige historie, som udspringer af smykkernes menneskelige fortælling.

Arje Griegsts diadem er en poetisk kreation, der krones af otte valmuer med barokperler. Illustration fra Heidi Lauras bog »En Dronnings smykkeskrin.«. Foto: Jens Peter Engedal fra En Dronnings smykkeskrin. Fold sammen
Læs mere

En sådan historie er beretningen om hesteskobrochen, som Dronningen har båret i mange offentlige sammenhænge. Hesteskobrochen blev givet til prinsesse Margrethe 5. juni 1953 af hendes far, kong Frederik 9., efter vedtagelsen af den nye grundlov, som gjorde Margrethe til potentiel tronfølger – hvad hun blev, da hun fyldte 18.

Hestesko betyder lykke, og det var sandsynligvis det, Kongen ville symbolisere med brochen. Dronning Margrethe bar smykket ved proklamationen af sin værdighed som dronning på balkonen på Christiansborg Slot i 1972 og ved andre vigtige lejligheder, som for eksempel senest under hendes coronatale, hvor håb var vigtig at kommunikere.

Når dronning Margrethe bærer brochen, er det også for på en diskret måde at understrege sin fars rolle. Dronningen siger i bogen: »Jeg var ikke på nogen måde i tvivl om, at brochen skulle på ved udråbelsen. Jeg tror, at jeg havde gennemtænkt sådan lidt, hvad jeg skulle have på ved den lejlighed. Brochen sidder, så man kan se den, ikke bare som en tilfældig lille ting. Det var selvfølgelig helt bevidst.«

Dronning Margrethes blå øreringe. Købt i Matas i Gråsten. Pris ukendt. Illustration fra Heidi Lauras bog »En dronnings smykkeskrin.«. Foto: Jens Peter Engedal fra En Dronnings smykkeskrin. Fold sammen
Læs mere

Også det kendte margueritsmykke har en bevægende historie, som har med Dronningen at gøre.

Hun blev født i april 1940, og hele landet blev grebet af det opmuntrende ved den lille prinsesse, der jo var et håb i en dyster tid. Hofjuveler Anton Michelsen skabte margueritsmykket, en stiliseret blomst med blade i hvid emalje og blomstermidte i guld. Den lysende, hvide blomst var symbol på håb i den mørke tid og blev sammen med kongemærket symbol på friheden. Margueritsmykket er også en del af dronning Margrethes smykkesamling, især et par øreringe, som hun ofte bærer.

Fra Katharina den Store til art noveau

Heidi Larua gennemgår Dronningens private smykkesamling, og det ene smukke stykke efter den andet vises frem.

Ikke mindst diademerne er utrolige stykker, hvor smykkekunstnerne har leget med form, farver, ædelmetaller og ædelstene.

Et diadem af sølv med turkiser, brillanter samt perler siges at stamme fra Katharina den Store, Ruslands magtfulde og karismatiske hersker i 1700-tallet. Det blev båret af dronning Ingrid og bæres nu af dronning Margrethe. De blå sten giver sammen med brillanterne et usædvanligt levende udtryk.

Et pragtsmykke er guldsmed Arje Griegst hårsmykke fra 1976, der er lavet af perler, brillanter, månesten, akvamarin, rav og smaragd. Et væld af guldblomster i form af otte valmuer kroner smykket, og i hver valmue er der en barokperle. Det er en poetisk kreation, der dækker hele hovedet, hvilket nok også er nødvendigt, for ellers ville det falde af. Det var Dronningen, der selv bestilte smykket efter at have set Griegst værker på udstillinger.

Griegst-diademet er tydeligvis inspireret af art noveau-kunstnerne omkring 1900, og det er nok ikke tilfældigt, for ifølge bogen sværmer Dronningen netop for denne stil.

Heidi Laura gennemgår fint Dronningens personlige forhold til sine mange smykker og citerer Dronningen for hendes opfattelse af smykker og mode. Moden er en vigtig del af fortællingen, og det er afgørende, hvad smykkerne bliver sat sammen med af tøj.

Foto: Jens Peter Engedal fra En Dronnings smykkeskrin. Fold sammen
Læs mere

Et godt eksempel er et smykke af den danske smykkekunstner Torben Hardenberg til Dronningens 60-års fødselsdag i 2000, givet som overraskelsesgave af prins Henrik.

Smykket er lavet af guld og turkiser og viser en hind og en kronhjort som symbol på ægteparrets kærlighed. Hardenbergs introducerede på eget initiativ jagtens gudinde Diana i smykket. Da Dronningen gik med smykket under en rejse til Mexico i 2016, bar hun en blå jakke, hvis farver var næsten identiske med turkiserne i smykket.

Er dronningen virkelig antikapitalist?

Heidi Lauras bog er en fornøjelse at læse, fordi vi får fortællingen om Dronningens personlige forhold til sine smykker og får fortalt om disse smykkers baggrund.

Der er tale om en indsigtsfuld bog, der dog også rummer overfladiske og problematiske historiske generaliseringer, som når Heidi Laura om 1970erne skriver: »Hippiebevægelsen og de første spirer til det, som siden har vokset sig til den økologiske og klimabevidste bevægelse, satte spørgsmålstegn ved kapitalismens evige jagt på mere profit og flere ejendele og pegede på andre værdier. Og Dronningen var ikke uenig.«

Sådan kan man ikke sammenfatte perioden, der rummede flere og mørkere aspekter, og at gøre den til en sag om hippiebevægelse, klimabevidsthed og antikapitalisme er en forenkling, ligesom det er at gøre kapitalisme til grådig profitjagt og Dronningen til antikapitalist.

Dronningens skatte

Sigtet med bogen »Dronningens private skatte« er bredere. Bogen er skrevet af kunsthistorikeren Elisabeth von Buchwald, der er hofinventarinspektør ved hoffet og altså har ansvaret for Dronningens skatte.

Bogen fortæller om Dronningens private og kongelige genstande som malerier, skulpturer, bøger, møbler, smykker og helt ned til hårbørster og rejseure. Dronningen har mange af tingene i sine hjem, men hun understreger i bogen, at hendes hjem netop er hendes hjem og ikke museer.

I bogen fortæller Elisabeth von Buchwald om en række særlig værdifulde og smukke genstande, så der er tale om et udvalg fra Dronningens store samling.

Dronningens guldtoilette fra 1730erne består af 46 dele og er lavet af 20 kg guld. Det var lige ved at blive omsmeltet under statsbankerotten i 1813. Illustration fra Elisabeth von Buchwalds bog »Dronningens private skatte.« Fold sammen
Læs mere

Ligesom i Heidi Lauras bog om Dronningens smykker får vi heldigvis både genstandenes historie og Dronningens personlige forhold til dem fortalt, så bogen ikke blot er et katalog over smukke genstande.

Fortællingen starter med Dronningens guldtoilette, der stammer fra 1730erne og er fremstillet af 20 kg guld. Det var en fødselsdagsgave fra Christian 6. til dronning Sophie Magdalene. Genstandene er de rene kunstværker og er nok mere til at beundre end til at bruge. Sættet består af 46 dele, og man må forstå, at i en tid, hvor hygiejnen ikke var som i dag, så var den slags udstyr en nødvendighed for fine kvinder.

Det vides ikke, om dronningen brugte sættet, for selvom tiden var til sminke og duftevand, så var hun dybt religiøs, og historiske kilder lader vide, at hun aldrig sminkede sig. Det er det rene held, at gaven ikke blev omsmeltet under statsbankerotten i 1813. Faktisk havde kongen tilbudt at omsmelte sættet, men en komité blev etableret, og den samlede penge ind, så det blev reddet.

En detalje fra Dronningens diadem fra Grønland, Naasut-diademet. Illustration fra Heidi Lauras bog »En Dronnings smykkeskrin.« Diademet er lavet af guldsmed Nicolai Appel og er af grønlandsk guld. Fold sammen
Læs mere

Blandt Dronningens samling er elfenbensfigurer fra 1700-tallet. To små figurer af Frederik 5. og dronning Juliane Marie viser, hvor dygtigt håndværk det var at dreje elfenben. Elfenben fra elefanter og narhvaler var efterspurgt og dyrt. De små fine skulpturer af kongen og dronningen blev skabt i Lorenz Spenglers værksted i København og er fornem kunst.

Da dronning Margrethe og prins Henrik som nygiftede i 1967 skulle indrette deres hjem, fandt de elfensbenfigurerne, som nu står i et vitrineskab i Dronningens Amalienborg-kontor.

Vandfaldsur

Dronningen har mange ure, og det mest sælsomme er nok Vandfaldsuret, der står i Christian 7.s Palæ på Amalienborg. Det både tikker og spiller musik, og så er der indbygget en lille teaterscene, hvor små figurerer opfører et teaterstykke med musik. Det er et unik stykke mekanik, der blev reddet ud af Christiansborg Slot, da det brændte i 1794.

I bogen får læseren en grundig indføring i urets historie og funktioner. Uret spiller seks forskellige melodier, herunder »Rule Britannia«, og så starter forestillingen med vandfald, scenetæppet glider op, og et teaterstykke udspilles. Man mener, at englænderen James Cox står bag tilblivelsen. Hvordan uret endte i kongefamilien er en gåde, men Elisabeth von Buchwald  mener, at det muligvis blev købt af Christian 7., den noget mentalt ustabile konge, der var på statsbesøg i England i 1768.

Begge bøger er en fornøjelse at læse og illustrationerne står knivskarpt.

★★★★☆☆
En dronnings smykkeskrin
Forfatter: Heidi Laura Sider: 238 Pris: 450 kroner Forlag: Politikens Forlag

★★★★★☆
Dronningens private skatte
Forfatter: Elisabeth von Buchwald Sider: 280 Pris: 299,95 kroner Forlag: Gyldendal