Det danske kongehus blev beskyldt for naziforbindelser – ny bog fortæller en helt anden historie

Historikeren Henrik Lundbak giver i en ny stofmættet bog om besættelsestiden et nyt syn på kong Christian 10. Vil man kende mere til besættelsestidens politiske dilemmaer og hverdagsliv, er Lundbak oplagt læsning. Hans konklusioner om den danske tilpasningspolitik er dog både tendentiøs og ahistorisk.

Kong Christian 10. og det danske kongehus blev sidste år i en bog beskyldt for at pleje for tætte forbindelser med Nazityskland i 1930erne. Her ses Kongen ride gennem Amaliegade på sin daglige ridetur i begyndelsen af krigen. Sven Gjørling

Vilhelm Bergstrøm var journalist på Politiken og skrev dagbog, som er en rig kilde til livet under Besættelsen. 

I 1941 var Bergstrøm i Tivoli for at opleve haven, og det var en skummel oplevelse, syntes han. Forlystelserne fremstod mørke og lukkede, og Poul Henningsens berømte lamper kastede blot et svagt rødligt lys af sig. Men Bergstrøm var en ældre herre og forstod måske ikke at more sig, for fra rutsjebanen lød henrykte skrig af unge mennesker, der morede sig som før besættelsen.