Litteratur

»Denne bog har jeg læst mindst ti gange, og jeg vil gerne læse den mindst ti gange til«

ØdeØbØger: Vi har spurgt nogle af landets mest interessante litteraturmennesker om, hvilke bøger der repræsenterer noget helt særligt for dem. Denne gang forfatter Mathilde Walter Clark.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilke fem bøger ville jeg tage med mig på en øde ø, spørger Berlingske.

Henry David Thoreau: »Walden«

Hvis øen vitterligt er øde, ville det utvivlsomt være nyttigt at medbringe bøger med praktiske råd til fysisk overlevelse, men uanset hvad ville jeg tage Henry David Thoreaus »Walden« med mig, om de to år og to måneder forfatteren flyttede ud på bredden af en skovsø udenfor Concorde, Massachusetts, i midten af 1800-tallet for at se, hvor lidt han egentlig behøvede.

Den californiske forfatter Joan Didion er en af Mathilde Walter Clarks yndlingsforfattere. Didion døde 23. december 2021, 87 år gammel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix.

Ikke at han giver anvisninger i at slå knob og den slags, men hans prosa er gennemlyst af det mest muntre og sansemættede klarsyn for, hvad der er af betydning i livet, og hvad der er latterligt. Menneskene og alt deres halløj set på sund afstand. Den er lige så frisk, som var den skrevet i går, og havde vi mennesker læst den lidt mere grundigt og tænkt lidt dybere over dens implikationer, havde vi ikke stået i vand til halsen i dag.

Joan Didion: »We Tell Ourselves Stories in Order to Live«

I reolen har jeg Joan Didions samlede nonfiktion i et smukt bind fra Everyman’s Library, tyk som en bibel og med et læsebånd af guld: »We Tell Ourselves Stories in Order to Live«, som er blevet helt flosset af at blive trukket ud i tide og utide, fordi jeg, når jeg farer vild i en lang sætning, vil se, hvor elegant man kan hive sig i land.

Der er måske lidt snyd, for samlingen indbefatter hendes to udødelige essaysamlinger »Slouching Towards Bethlehem« og »White Album«, som hun skrev i – og som også handlede om – Californien i slutningen af 60erne og starten af 70erne. Selvom jeg har mine tvivl om trangen til at skrive sætninger, lange som korte, på en øde ø, skal den med (og uanset hvad kan der nok blive brug for at hive sig i land).

Joan Didion er mester i at skrive om sig selv og samtidig forblive en stor gåde og i at omfatte verden fra et ganske lille punkt, såsom Sacramento Valley eller the Royal Hawaiian Hotel på Honolulu, og så har hun et særdeles finindstillet øre for de allermest pinlige klichéer og tankeløst overtaget idégods, som man kan finde i enhver kultur til enhver tid.

Mathilde Walter Clark har læst »Hus og hjem« af Marilynne Robinson mindst ti gange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Marilynne Robinson: »Hus og hjem«

»Hus og hjem« af Marilynne Robinson må jeg have med. Jeg kunne have valgt en hvilken som helst af hendes bøger, men denne har jeg læst mindst ti gange, og jeg vil gerne læse den mindst ti gange til. Den handler om kvinder, der ikke kan finde ud af at være i et hus, og er skrevet (sådan læser jeg den) ud af kærligheden til det sted, hun kommer fra, barndommen og dens særlige landskab og eksilfølelsen over aldrig at kunne vende tilbage. Hun skal med for hendes gavmilde og kloge syn på verden, som altid virker beroligende på mig, og for hendes sætninger, som får alting til at falde på plads med en nærmest matematisk skønhed, som virker mindst lige så beroligende.

Helst alt med J.M. Coetzee

Allerhelst vil jeg have hele den sydafrikanskfødte nobelpristager J.M. Coetzees forfatterskab med, men skal jeg absolut vælge, må det blive »Elizabeth Costello« eller »The Lives of Animals«. Den sidste bog er både sin egen udgivelse og indeholdt i romanen »Elizabeth Costello«, som også findes på dansk. Den handler om, hvordan vi taler om dyrene i filosofien og digtekunsten, og om hvad det gør ved os mennesker, at vi behandler dyrene, som vi gør – eller helt specifik ved mennesket Elizabeth Costello og by implication, hvad det eventuelt gør ved én selv.

Det er umuligt at sige, hvad genre det er, men det er litteratur, og ligesom alt andet han skriver, er det dialogisk, forstået på den måde, at dialogen umærkeligt fortsætter inde i ens eget hoved, sådan som kun den allerstørste litteratur formår at få den til.

Biblen

Endelig skal »Biblen« med. Et ophold på en øde ø må være en oplagt lejlighed til at få læst den bog grundigt fra ende til anden, der ligger som forudsætning for cirka alt andet, der er tænkt og skrevet i vores del af verden. Den har holdt folk beskæftiget i nogle årtusinder, så mon ikke den også ville holde mig engageret min tid ud? Det tror jeg.