Når man er en anerkendt forfatter med mange bøger på samvittigheden, kan man godt tillade sig at gå til yderligheder. Det er i hvert fald det, norske Jo Nesbø gør i »Nathuset«, der er så langt ude, at kun en forfatter, der virkelig har håndværket og selvtilliden i orden, kan slippe godt fra det.
Og det gør Jo Nesbø så med en gyser, der begynder med en kødædende telefon (!) og så ellers brager derudad med en elegant blanding af normalitet og vanvid.
Hovedpersonen, drengen i den lille, måske amerikanske by, hvor det hele foregår, er hårdt presset, for at sige det mildt, og som voksen sker der også mærkelige ting for ham.
I det hele taget er det hele meget mærkeligt, der i Nesbø-land, men igen: Når en så god forfatter som ham fører pennen, kan alt lade sig gøre. På den gyseligt gode måde. Læs den, hvis du tør!
Jo Nesbø: »Nathuset«. Oversat af Allan Hilton Andersen. Modtryk.