Jeg har (endnu) ikke læst Jakob Martin Strids nye, store værk, »Den fantastiske bus«, men jeg kan forstå på min anmeldende kollega, at den er noget ganske særligt. Både fordi Strid nu engang er Strid, og så fordi den er så på alle måder omfangsrig.
De fantastiske billeder understøtter fortællingen, kan jeg læse mig til, men skaber også deres egne småfortællinger, og så er »Den fantastiske bus«, hvor hunden Taku og katten Spir spiller hovedrollerne, drevet af en tro på, at også det umulige kan lade sig gøre. Det er jo lige i børnehøjde.
At »Den fantastiske bus«, som det meste anden virkelig god børnelitteratur også, forlyder det, med udbytte kan læses af voksne, gør nok ikke den fantastiske historie mindre fantastisk.
Jeg køber den til min lille datter.
Jakob Martin Strid: »Den fantastiske bus«. Gyldendal.