De bliver kaldt både »spændende« og »djævelens værk«. Derfor advarer danske forfattere mod kunstige intelligenser

Litteraturen er kommet under pres fra kunstig intelligens, der er i stand til at producere tekster på sekunder, og Dansk Forfatterforening frygter, at litteraturen vil lide et kvalitetstab. Men nogle forfattere ser nye kreative muligheder.

Billedet er skabt med kunstig intelligens, som grafiker Kenneth Holm-Dahlin bad om en illustration af en skrivende robot udarbejdet i stil med den danske maler Hammershøi. Hans instruktion til programmet lød: »Cyberpunk robot-writer, sitting with back to the camera, writing on a typewriter, in the style of Vilhelm Hammershøi, painterly oil on canvas.« Billedet er derefter blevet bearbejdet i blandt andet Photoshop. Kenneth Holm-dahlin

Kan du afgøre, om denne første sætning i denne artikel er forfattet af en maskine eller et menneske? Nej, vel?

Til foråret udgiver forfatter og kunstner Jacob Juhl digtsamlingen »Minder om naturen« på Forlaget Silkefyret. I bogen er der et digt, som ikke er skrevet af ham selv. Digtet er faktisk slet ikke skrevet af nogen person, men af en kunstig intelligens (AI), som forfatteren havde givet en række instrukser.