Borgerlig debatbog må være en af årets mest unødvendige udgivelser

Boganmeldelse: Over ti interview med borgerlige politikere og debattører kommer Marie Louise Wedel Bruun ingen vegne i sin eftersøgning af det borgerlige Danmarks sjæl, mener Altingets Esben Schjørring.

Havde Berlingskes nu afdøde chefredaktør Henning Fonsmark stadig levet, havde han ikke set med milde øjne på bogen »Borgerlige samtaler«, mener Esben Schjørring. Fold sammen
Læs mere
Foto: JAKOB BOSERUP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For Henning Fonsmark – Berlingskes gamle chefredaktør – sluttede historien i 1971.

Indtil Hilmar Baunsgaards VKR-regering havde der været en idepolitisk kamp om indretningen af efterkrigstidens Danmark. Da den gik af, stod den velfærdsstat, Socialdemokratiet havde rejst fra 1953-1968, uantastet tilbage. Og de borgerlige havde overtaget »alle begreberne og mekanismerne«, som Fonsmark skrev i sin formidable bog, Historien om den danske utopi, der udkom i 1990.

Siden da har det borgerlige Danmark været på jagt efter sin identitet og eksistensberettigelse, og aviserne lægger spalteplads til hver gang.

Så når Marie Louise Wedel Bruun, tidligere redaktionschef for ELLE, via ti interviews med borgerlige debattører og politikere i bogen »Borgerlige samtaler« gør endnu et forsøg, har man ligesom været der før. Særligt når man mødt næsten alle deltagerne i det samme forehavende mange gange før. Per Stig Møller, Anne Knudsen, Kathrine Lilleør – fortsæt selv listen.

Derfor er det også hendes håb »at give folk friske øjne på de borgerlige«. Det sker desværre slet ikke.

»Nu taler vi om mig«

Bortset fra Morten Hesseldahl taler deltagerne hellere om sig selv end om samfundet. Som Per Stig Møller – helt uden ironi – udbryder, da emnet egentlig er Danmarks rolle i en global verden: »nu taler vi om mig«.

Det selvcentrerede gælder Wedel Bruun selv, som fortæller, at bogen er et resultat af et personligt ønske om kun at foretage sig ting, der giver »mening på højere plan«.

Hun prøver at blande det tænksomme med livsstilsjournalistikken. Det bliver aldrig mere alvorligt, end at vi også skal høre om de medbragte jordbærkager og om der drikkes te eller kaffe.

Mange af de interviewede kredser i stedet om dannelse og det at opføre sig ordentligt, som noget særligt konservative står for. Men man er altså ikke dannet, fordi man snakker lidt løst og fast om dannelse, og man er ikke ordentlig, fordi man roser sig selv for ikke at sidde med fødderne oppe på det modsatte sæde i toget.

Dernæst står selvmodsigelserne i kø. På side 86 kritiserer Kathrine Lilleør, at det borgerlige i Anders Fogh Rasmussens tid »blev et rent økonomisk projekt«, mens ånden blev glemt. På side 89 slår hun fast, at »politik altid primært må handle om økonomi«.

Wedel Bruun gør ingen indsigelser.

Det gør hun heller ikke, når Per Stig Møller – for Gud ved hvilken gang – rammesætter sit virke som udenrigsminister som »pragmatisk idealisme«. Men han forbigår i bekvem tavshed sit arbejde med at få Danmark med i Irak-krigen. Den var måske nok idealistisk, men pragmatisk? I sin slipstrøm medførte krigen menneskelig lidelse i enorm skala og skabte et migrationsproblem, der truer den politiske stabilitet i Europa. Måske et modspørgsmål havde været på sin plads?

Når hun taler med Ditlev Tamm om det at gå i pangfarvet modetøj, er det en borgerlig dyd »at vise, hvem man er«. Når hun taler med Kristian Ditlev Jensen er det socialt støjende, hvis en kvinde har blåt hår.

Unødvendig udgivelse

Interviewene er uden vinkel og retning, og det gør bogen træg. Man vågner først op, når en af samtaleparterne siger noget, der burde være satire, men er sagt i ramme alvor.

Da Kristian Ditlev Jensen skal bevise, at konservative er særligt respektfulde, trækker han på en anekdote fra sin tid som taleskriver for Connie Hedegaard, da hun var klimaminister. En dag stoppede hun nemlig op for at tale med en pedel.

Men Marie Antoinette-borgerligheden overgås af Wedel Bruun selv. I samtalen med Per Stig Møller kommer de ind på Donald Trumps forslag om at købe Grønland. Hvor mange i Danmark følte sig moralsk forulempede på Rigsfællesskabets vegne, betragtede man det i det Grønland som en mulighed for nye politiske forhandlinger om øget selvstændighed.

Det bliver i Wedel Bruuns gengivelse til:»Det er næsten som om, Grønland er et barn i en slikbutik. Hvad gør man så som Danmark, som forælderen?«

Hvordan hun får dét til at rime på ordentlighed og respekt, står helt hen i det uvisse.

Undervejs kommer Wedel Bruun ind på, at hun savner et sted ligesom Café Victor i København, hvor borgerlige i pænt tøj engang kom hinanden ved.

Det er et godt billede på bogen. En aften i byen, der er helt irrelevant for alle andre end de deltagende.

Stod Fonsmark op fra sin grav, ville han se »Borgerlige samtaler« som det mest dekadente udtryk for det borgerlige nederlag, han diagnosticerede i 1990 – reduktionen af det borgerlige til surdejsbrød, selvoptagethed og snak.

Det må være en af årets mest unødvendige udgivelser.

»Borgerlige samtaler« er forfattet af Marie Louise Wedel Bruun, som arbejder som freelance for Berlingske. Derfor er Esben Schjørring, der er politisk redaktør på Altinget og medforfatter til »Værdikæmperne«, anvendt som ekstern anmelder.

Læs Marie Louise Wedel Bruuns svar på anmeldelsen her.

Borgerlige samtaler
Forfatter: Marie Louise Wedel Bruun. Sider: 272 sider. Forlag: Grønningen 1