Bookerpris-vinderen »Shuggie Bain« er en hjerteskærende kærlighedshymne indhyllet i Glasgows kulstøv

Boganmeldelse: Douglas Stuarts »Shuggie Bain« er en gribende roman, som først og fremmest er en hårdt prøvet søns hyldest til sin svigtede og svigtende mor, men samtidig er et rystende og råt portræt af den side af samfundet, hvor flest folk har det sværest.

Douglas Stuart skriver godt. Han ser verden gennem barnets naive men samtidig for tidligt modnede blik, lige som han nænsomt sætter sig ind i morens, brorens og andre figurers logik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Clive Smith/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man kun måtte bruge ét ord til at beskrive skotsk-amerikanske Douglas Stuarts prisvindende debutroman, »Shuggie Bain«, kunne det være hjerteskærende. Eller gribende. Måske kunne rystende, rå eller rørende bruges. Man kunne også anvende en litterær sammenligning og kalde den en moderne Dickens, eller man kunne genrekategorisere den som tragisk realisme.

Man kunne også bare sige: læs! For den selvbiografiske roman om en homoseksuel drengs opvækst med sin alkoholiserede mor i et forarmet britisk arbejderklassemiljø er måske nok en relativt ligetil og stramt fortalt historie, men den er samtidig broget og sprogligt blomstrende, og på trods af den barske og miserable handling er den varm, overvældende og stedvist vittig.

»Douglas Stuart skriver godt. Han ser verden gennem barnets naive, men samtidig for tidligt modnede blik, ligesom han nænsomt sætter sig ind i morens, brorens og andre figurers logik. «


»Shuggie Bain« folder sig ud som både en ulykkelig kærlighedshistorie, et intenst postindustrielt samfundsportræt og en kønsidentitetsdannende udviklingsroman. Romanen er tillige en søns ærlige, kærlige og krasse kærlighedserklæring til sin mor, og den er – indirekte – et ekko fra et råb om hjælp på vegne af alle de mange børn, der mistrives med forældre, der skal have hjælp til at klare opgaven og sig selv (men hvor løsningen netop ikke er en politisk motiveret tvangsfjernelse).

Douglas Stuart skriver godt. Han ser verden gennem barnets naive, men samtidig for tidligt modnede blik, ligesom han nænsomt sætter sig ind i morens, brorens og andre figurers logik. Han bruger lette og luftige metaforer, som »efter det baskede hendes hukommelse som vasketøj på en tørresnor«, og han kan med en sætning som »retten havde et fornemt gælisk navn, men hun genkendte den som kylling« sætte klasseforskelle og kulinarisk snobberi på en kort, spydig formel.

»Shuggie Bain«, som Douglas Stuart var ti år om at skrive, mens han arbejdede som tøjdesigner for forskellige større modehuse, fik over 30 afslag fra diverse forlæggere, inden den blev udgivet og siden modtog blandt andet The Booker Prize 2020. De 500 sider vender da også nærmest sig selv, og efter endt læsning sidder man tilbage med tårer i øjnene og kulstøv fra de nedlagte miner i Glasgows udkant i vipperne.

Bogen »Shuggie Bain« af Douglas Stuart vandt i 2020 Booker prisen for fiktion. Berlingskes anmelder giver bogen fire ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout.

Gnider man lidt i det, begynder det imidlertid at klø, og den litterære æstetiker opdager ærgerlige sproglige gentagelser, unødige kommentarer (fordi handlingen står stærkt nok i sig selv), og indimellem lidt for mange ord til at beskrive noget, man har fattet. Romanen havde stået mere helstøbt, hvis der var blevet renset ud, men den verbale overflod har også her og der sin charme, og man kan godt argumentere for, at det uperfekte netop gør denne roman så meget desto mere udtryksfuld, stoflig og sitrende autentisk.

Alkoholiseret skønhed

Shuggie Bain er navnet på hovedpersonen, en dreng der vokser op for enden af en vej i udkanten af en forstad til Glasgow, et stenkast fra den nedlagte lokale kulmine. Faren, en selvoptaget og utro charlatan af en taxichauffør, har for længst forladt familien, moren, en mørkhåret skønhed med tabte drømme, er dybt alkoholiseret, hans (halv) søskende er mere eller mindre fraværende, naboerne er arbejdsløse, sladrevorne og fordrukne i større eller mindre grad, skolekammeraterne mobber ham, skiftende mandlige bekendtskaber udnytter moren, og hverdagen virker generelt trøstesløs.

Men Shuggie elsker sin mor og ser håb i selv det mindste glimt af lys. Han kæmper for og tror på, at hun kan komme ud af sit misbrug, og at han kan blive ’normal’ en dag, men i den henseende er der ingen happy ending. Til gengæld formår Stuart at fremmane det smukke i det grumme og få en kærlighedshymne til at gro midt i kulstøv og krisetilstand, uden at det ender som en romantiseret sødsuppe-forherligelse af underklassens udfordringer.

»Shuggie Bain« er et hjerteskærende, rystende og råt portræt af den side af samfundet, hvor flest folk har det sværest. Den minder på flere måder om J.D. Vances »Hillbilly Elegy« (der er blevet filmatiseret med blandt andet Glenn Close), men hvor finansmanden Vances erindringsroman er blevet udlagt som et politiseret portræt af USA i krise og af den Trump-gødede amerikanske muld, så er »Shuggie Bain« om ikke apolitisk, så  dog underspillet politisk (om end Margaret Thatcher nævnes i en bitter bisætning).

Denne gribende Glasgow-roman er først og fremmest en hårdt prøvet søns hyldest til sin svigtede og svigtende mor, og så er den en åben dør ind til en verden, som de færreste boglæsere nok sådan rigtig kender til.

Shuggie Bain
Forfatter: Douglas Stuart. Oversætter: Signe Lyng. Sider: 488. Pris: 300 kroner. Forlag: Politikens Forlag.