Berlingskes anmelder græd som pisket: Rasende populært værk lægger boghandlerne ned

Pensionerede bogbindere i Tyskland er indkaldt for at kunne levere et nyt oplag inden jul.

15 år har forfatter Jakob Martin Strid arbejdet på sit værk »Den fantastiske bus« Grow Productions/Gyldendal

Den har været 15 år undervejs og er blevet udråbt som en overdådig besyngelse af alt, der eksisterer.

Men hvis du havde tænkt dig at forære et eksemplar af Jakob Martin Strids nye børnebog »Den fantastiske bus« i julegave, bliver du måske slemt skuffet.

Bogen er revet af hylderne. Der meldes udsolgt både online og i fysiske butikker, skriver TV 2.

Hos Bog & idé, som har 114 butikker rundt om i landet, sammenlignes efterspørgslen med en vis udgivelse, der efterhånden ligger en del år tilbage:

»I de få uger, vi havde bogen hjemme, var den på førstepladsen på vores ugentlige top-10-liste. Det er ikke ofte, det sker med en børnebog. Så er vi tilbage i Harry Potter-tiden,« siger direktør Marianne Lyngby Pedersen til TV 2.

Mediet har også talt med internetboghandlen Saxo, som også har bemærket massiv interesse for den 204 sider lange børnebog.

En del af forklaringen skal ifølge presse- og kommunikationsansvarlig Lærke Jürs findes i den bølge af anmelderhyldest, der er skyllet ind over værket.

Pennen dybt i tårekanalen

Det er da heller ikke så få rosende ord, »Den fantastiske bus« har fået med på vejen.

Ifølge Berlingskes litteraturredaktør, Christina Hilstrøm, overgår »Danmarks suverænt bedste børnebogsforfatter« sig selv med et »livsværk«, som var hele ventetiden værd.

Hun beskriver i sin anmeldelse, hvordan Strid hugger »pennen dybt ned i tårekanalen på den del af befolkningen, der er blevet til bløddyr af at reproducere sig«.

»I »Den fantastiske bus« kæmper det gode mod det onde. Lyset er mod mørket. Men der sniger sig alligevel lidt kompleksitet ind i Strids univers. Der er de gode. Og et sted i skyggerne gemmer det onde sig. Men selv i de ondes stedfortrædere optræder også godheden,« lyder det.

I Information udråbes værket til »en overdådig besyngelse af alt, der eksisterer«.

Politikens anmelder forudså, at bogen, der med sine 2,5 kilo vejer det samme som en julegås, »må blive et gavehit«, og gav bogen »seks store dunkende hjerter«:

»Ja, den er fantastisk. Det her er årets børnebog. Det er den vildeste billedbog, jeg har set i årevis! Og ja, den ved det også godt«.

»Den fantastiske bus« har været 15 år undervejs. Den er dedikeret til Morris, sønnen, som end ikke eksisterede, da Jakob Martin Strid begyndte sit arbejde.

Pensionerede bogbindere indkaldt

Allerede for to uger siden kunne Bog & idé fortælle, at bogen havde slået alle salgsrekorder inden for sin kategori.

»I vores butikker bliver bogen både købt som julegave til børnene, men også fordi forældrene bare gerne vil have den,« sagde Marianne Lyngby Pedersen i en pressemeddelelse.

Andet oplag er for længst bestilt, men produktionen er ikke ligetil. Bogen, som næsten er A3-format, har en størrelse, som betyder, at den skal håndsys i ryggen for at sikre, at de mange, store sider sidder ordentligt fast.

»Denne disciplin mestrer et trykkeri i Tyskland, hvor pensionerede bogbindere er indkaldt for at kunne levere næste oplag inden jul,« siger Bog & idés direktør.

»Den fantastiske bus« koster – når det er muligt at erhverve den – 500 kroner.