Når man som nærværende anmelder har brugt det meste af natten på at stæse op og ned ad Bispebjerg Bakke og fare forvildet rundt i Bispebjerg Hospitals underjordiske, labyrintiske gange, er det en form for arbejdsskade. Ramt af den senest læste bog, slået omkuld i søvnen, sendt til tælling af et erhvervsrelateret mareridt.

Årsagen til den forstyrrede nattero er sidste bind i Henriette Rostrups historiske krimitrilogi, »Det retfærdige blod«.