Hvert år udsender USAs tidligere præsident Barack Obama lister over sin yndlingskultur, og i år begynder han med den aktuelle skønlitteratur, hvorfra han har udvalgt og tweetet ti titler.
Også i år har Barak Obamas selektion givet anledning til hån og spot på Twitter – tydeligvis fra personer, der ikke havde demokraten Obama som favorit på præsidentposten.
I sit tweet skriver Barack Obama, at musik og litteratur har hjulpet ham gennem pandemiåret, »en måde at skabe forbindelse – connection – på, når man er lukket inde«.
»Kunst opretholder og nærer altid sjælen,« skrev Barack Obama i sit tweet, hvori han oplyste, at han både læser og hører bøger. Desuden opfordrede den tidligere præsident brugerne til at poste egne favoritter ind, hvilket mange har gjort.
Blandt Barack Obamas favoritbøger er Lauren Groffs »Matrix«, Jonathan Franzens »Crossroads« og Ann Patchetts essaysamling »These Precious Days«.
Andre titler, der blev fremhævet, er Amor Towles' roadtrip-fortælling, »The Lincoln Highway«, samt en af Colson Whitehead, »Harlem Shuffle«.
Som traditionen byder, har Barack Obamas politiske modstandere altså også i år benyttet listen til at håne og åle ekspræsidenten på Twitter.
»Hvornår kommer din bog »Min nykolonialistiske, skamfulde krig mod Libyen?« Jeg kan ikke vente,« skriver en bruger med henvisning til Barack Obama-administrationens angreb på Gaddafis Libyen i 2011.
Andre brugere opfinder titler, der kritiserer ekspræsidentens meget omdiskuterede sundhedsordning.
Flere spørger om Barack Obama er ved at gå Oprah Winfrey i bedene med henvisning til hendes berømte litteraturanbefalinger, der kan forvandle ukendte bøger til bestsellere.
Der er også forfattere, der takker Barack Obama for at have inkluderet deres bøger på listen – blandt andre Dawnie Walton, der har skrevet romanen »The Final Revival of Opal & Nev«.