5 stjerner: Hvis man begræder den stramme danske indvandrerpolitik, kan man finde trøst syd for grænsen

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Moritz Schramm læner nok til venstre, men udviser suverænt overblik i sin velskrevne, »Kampen om Midten«, om nyere tysk politisk historie. Bogen vil overraske dem, der tror, at Tyskland er på vej til at følge Danmarks vej i udlændingepolitikken.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forbundskansler Angela Merkel var aldrig konservativ, så det gjorde noget. Tværtimod udgrænsede hun tidligt de nationalkonservative i sit parti CDU og erobrede i stedet den store midte med mange unge vælgere.

Sjældent afslørede hun egne, større eller dybere overbevisninger. Nu bliver Merkel efter 16 år i Kansleramt formentlig afløst af enten CDUs forpjuskede grinebider Armin Laschet, der er af samme holdningsløse støbning som hende selv eller af den kedeligt-kompetente højre-socialdemokratiske finansminister Olaf Scholtz.

Kanslerkandidater skal, hvis de vil have en chance, kunne appellere til den store flygtningevenlige og klimabevidste midte, hvor de allerfleste tyske vælgere, i modstrid med mange danskeres opfattelse, befinder sig. I disse år tager nye tyske vælgergrupper i øvrigt en hurtig afsked med tyskernes konforme konservatisme fra 50erne og 60erne, hvor Kinder, Küche und Kirche engang var det politiske fundament.

I stedet søger de mod en moderne fordelingsmæssigt venstreorienteret kulturliberalisme, der søger individuel frihed, klimaløsninger og åbenhed mod verden.

Ønskelig udvikling mod venstre

Det er hovedbudskabet i en ny bog: »Kampen om Midten – Tysk politik i det 21. århundrede«, skrevet af tysk-danske Moritz Schramm, der er lektor og studieleder ved tyske studier ved Syddansk Universitet. En baggrund, der giver ham et suverænt overblik over tysk politisk historie, som han analyserer skarpt og kompetent, men dog uden at skjule, at han ser den politiske udvikling mod venstre, som både uafvendelig og vel derfor også ønskelig, selvom lektoren naturligt nok forsøger at forblive i analytikerens rolle.

Det er en bog, der især vil berolige alle dem, der med gru har set højrefløjsfænomenet AfD- Alternative für Deutschland vokse sig stort, sådan at der for første gang siden 50erne befinder sig et nationalkonservativt parti i den tyske forbundsdag til højre for De Konservative søsterpartier CDU/CSU.

Schramm vinker dog afværgende til dem, der med AfD ser spøgelserne fra 1933 nærme sig magten i Tyskland igen. Disse spøgelser er nemlig ikke nye. Nationalkonservative og endda nazister i forskellig fremtoning har eksisteret i hele forbundsrepublikkens historie. AfD har kun gjort dem lidt mere synlige end før, og man må forstå på Schramm, at højrefløjspartiets fremkomst i virkeligheden er resultatet af en tabt magtkamp i CDU for 20 år siden.

Dengang tog Merkel det endegyldige opgør med partiets nationalkonservative kræfter og henviste dem til det projekt, der siden ad omveje blev til AfD. Siden har AfD udviklet sig til et stadigt mere yderliggående højrefløjsparti, som ingen vil lege med, hvorfor de nationalkonservative – i modsætning til Danmark – er helt uden indflydelse i tysk politik.

Sådan vil det i øvrigt vedblive at være, vurderer Schramm. Forsøger CDU eller CSU at konkurrere med højrefløjen, mister koalitionen de stadigt mere venstreorienterede midtervælgere, og så kan De Konservative, der i forvejen mister vælgere til kirkegården, glemme alt om i fremtiden at genvinde regeringsmagten. AfD, hvor den rabiate fløj er ved at få overtaget, har i øvrigt kurs mod at få det røde kort fra forfatningsdomstolen, mener forfatteren.

Selvtilfredse danskere

Schramm har siden 90erne boet og arbejdet i Danmark, taler sproget og kender til danskernes noget selvtilfredse positioner i flygtningespørgsmålet, som han mener skygger helt for danskernes evne til at analysere tysk politik. Selv dansk presse overdriver de nationalkonservatives opbakning i befolkning.

Efter 16 år med Angela Merkel i spidsen skal der vælges ny kansler. I »Kampen om Midten – Tysk politik i det 21. århundrede« tager Moritz Schramm pulsen på de aktuelle udviklinger i tysk politik og trækker linjer tilbage i historien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gads Forlag.

Provokerende pointerer han, at den tyske position går i stik modsat retning. Der er stadig et flertal i den tyske befolkning for mere indvandring og for at tage imod flere flygtninge. Ja, faktisk mangler landet akut arbejdskraft. Ifølge Schramm så har integrationspolitik siden 2015 fået bugt med de indledningsmæssigt store problemer i kølvandet på flygtningekrisen i 2015.

Religionen Islam, som mange danskere mener udgør et selvstændigt problem for mulig integration, fylder tilsyneladende ikke i noget i den tyske debat. Man må forstå, at den store midte favner det hele.

Det er en velskrevet bog, der henvender sig til enhver med interesse for nyere tysk politisk historie. Schramm argumenterer stilfærdigt og sagligt og bakker med overbevisende eksempler sin stærke analyse op, der vil overraske dem, der tror, at Tyskland er på vej til at følge Danmarks vej i udlændingedebatten.

Det er således en udgivelse, der giver håb til alle dem, der begræder den nationalkonservative politiske konsensus i Danmark. De vil finde trøst i beskrivelsen af den politiske udvikling hos vores sydlige nabo.

Kampen om Midten – Tysk politik i det 21. århundrede
Forfatter: Moritz Schramm. Forlag: Gads Forlag. Sider: 200. Pris: 249,95 kroner