5 stjerner: Han var et af det 20. århundredes største genier, men blev knækket af Stalin

Boganmeldelse: Sjostakovitj var Sovjetunionens mest kendte komponist. Han balancerede mellem at være en trofast tilhænger af regimet og til tider en kritiker. Men var han regimets skødehund eller en oppositionel? Mikkel Thrane Lassen forsøger at give svaret i sin bog om geniet i lænker.

Den unge Dimitri Sjostakovitj. Han viste tidligt, at han havde et usædvanligt musikalsk talent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens nazitidens ofre stadig er med os, synes Sovjetregimets millioner af myrdede og deporterede mennesker at være en fjern fortid.

Ikke desto mindre er kommunismens grumme ugerninger stadig en del af vor fortid, og heldigvis er der danske historikere, som har skrevet om de menneskelige omkostninger, for eksempel Bent Jensen i bogen »Gulag og glemslen« (2002) og Morten Møllers i hans bevægende bog om to danske skæbner fanget ind i Stalins mordmaskine, »Ellen og Adam« (2014).

Sovjetregimet brugte Sjostakonvitj som dets ansigt ude i verden. I 1959 var han i USA og ses her sammen med Walt Disney (t.v.). Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Det er alligevel usædvanligt, at se en dansk bog på 600 sider om Stalin-tiden og en af dens hovedpersoner, som både var offer og medløber. Eller hvad var komponisten Dimitri Sjostakovitj egentlig? Han blev anset for at være Ruslands største komponist i det 20 århundrede og havde den kommunistiske ledelses velvilje. Ja, Stalin ringede personligt til ham, men det sikrede nu ingen overlevelse, for det gjorde han også til andre, der forsvandt i Gulag-lejrene. Striden om, hvorvidt Sjostakovitj var loyal kommunist, eller om han var kritiker af systemet, og at hans kompositioner var hemmelig oppositionel kritik, har været til intens debat lige siden.

Historikeren Mikkel Thrane Lassen er i sin bog »Sjostakovitj. En sovjetkunstner« gået i dybden med den eksisterende og meget omfattende litteratur. Det er ikke nogen let sag, for Sjostakovitj, som havde autististiske træk og sjældent gav sig til kende hverken mundtligt eller skriftligt, forblev et mysterium både for sin samtid og eftertid. Men mange af hans samtidige skrev om ham og gav deres bud på hans person og hans holdninger.

Vidnesbyrdene peger i begge retninger. Han undsagde systemkritikeren Andrej Sakharov så sent som i 1973. Men han sørgede for at beskytte sin jødiske komponistven Moisei Beregovskij, der blev anholdt i 1950 under en antijødisk kampagne, og selv om Beregovskij blev sendt til Gulag så slap han med livet i behold, fordi Sjostakovitj greb ind.

Sjostakovitj valgte aldrig en oppositionel rolle, men gik beredvilligt ind i alle de tillidsposter, som han fik tilbudt af kommunistregimet. Han blev betragtet som regimets trofaste mand, som repræsenterede Sovjetunionen ude i den store verden. Imidlertid, skriver Mikkel Thrane Lassen, var Sjostakovitjs begejstring for partiet begrænset, og han havde et godt blik for dets »komiske opblæsthed«.

Der var ingen grund til, at han skulle nære beundring for regimet. Da han i 1958 modtog den prestigefyldte finske Sibeliuspris på godt 1,5 millioner danske nutidskroner, krævede partiet, at pengene gik til den sovjetisk-finske venskabsforening, selvom Sjostakovij havde brug for pengene. Og da hans datter Galina i Helsinki for første gang prøvede et tyggegummi ved at trække det i en automat, blev Sjostakovitj kontaktet af den sovjetiske ambassade med besked om, at han skulle forbyde hende den slags.

I 1960erne blev Sjostakovitj udnævnt til formand for Leningrads komponistforbund, hvilket man skulle være partimedlem for at blive. Til sin ven Isaak Glikman sagde han, at han hadede udnævnelsen og ikke havde tænkt sig at møde op til ceremonien. Men da dagen kom, dukkede han alligevel op, og Mikkel Thrane Lassen skriver »Hans mangel på mod var en evig kilde til selvhad hos komponisten«. Komponisten Sofia Gubajdulina skrev: »At en sådan mand kunne knækkes, at vort system var i stand til at knuse et geni, det var noget, jeg ikke kunne komme mig over.«

Men Sjostakovitj udviste også et vist mod. I 1961 trykte digteren Jevgenij Jevtusjenko digtet »Babij Jar«. Det handlede om tyskernes massakre på jøderne i Kiev, hvor 33.771 jøder blev myrdet og smidt i massegrave. I Sovjetunionen måtte man ikke mindes jøder, og de myrdede jøder blev i offentlig terminologi blot kaldt sovjetborgere. Alligevel satte Sjostakovitj musik til digtet, hvilket medførte alvorlig ballade.

Da systemkritikeren og forfatteren Solsjenitsyn samlede underskrifter ind for at protestere mod Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968, overvejede Solsjenitsyn at spørge Sjostakovitj, men opgav hurtigt og skrev: »Sjostakovitj, dette geni i lænker, ville bare have væltet rundt som en såret genstand og omfavnet sig selv med så tæt forkrampede arme, at hans fingre ikke ville have kunnet holde på en pen.«

Hvor ender Mikkel Thrane Lassen sin grundige og kritiske læsning af erindringer og faglitteratur? Vel et sted midt imellem skødehund og kritiker. Sjostakovitj havde begge sider, men først og fremmest ville han gerne have lov til at skrive sin egen musik uden at blive spændt for kommunismens regime. En absolut anbefalelsesværdig bog, der godt kunne være skåret ned med 100 sider.

Forfatter: Mikkel Thrane Lassen Titel: Sjostakovitj – en sovjetkunstner. Sider: 594 Pris: 299,95 kroner Forlag: Multivers