5 stjerner: Han var ekspeditionens eneste overlevende og endte blandt springende aber og tempelfigurer

Boganmeldelse: Christine Wunnickes »Damen med den bemalede hånd« er en formfuldendt lille roman om mødet i 1700-tallet mellem den dansk-tyske matematiker og kartograf Carsten Niebuhr, den nordiske kølighed og den rigt udsmykkede, temperamentsfulde sydasiatiske kultur.

Den tyske forfatterinde Christine Wunnicke er aktuel med bogen »Damen med den bemalede hånd.«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi skriver år 1764, og den dansk-tyske matematiker og kartograf Carsten Niebuhr er på vej hjem fra den store ekspedition til Det lykkelige Arabien (Yemen), udsendt af den danske kong Frederik 5. Som læsere af Thorkild Hansens pragtroman »Det lykkelige Arabien« (1962) vil vide, var Niebuhr den eneste overlevende af ekspeditionens udsendte, men hans hjemtur trak ud, fordi han foretog den ene afstikker efter den anden, når nu han alligevel var på de breddegrader.

Der var altid mere at opmåle, altid mere at registrere, så alle kunne kende til det mytiske område, uanset at han led af voldsomme »forkølelser« med langvarige feberanfald, som mindede påfaldende om symptomerne før hans rejsefællers død.

»Hvis du ikke har fået læst Thorkild Hansens »Det lykkelige Arabien«, eller hvis det er længe siden, kan jeg varmt anbefale, at du fortærer den som hovedret, inden du kaster dig over denne skønne lille dessert.«


Ifølge den tyske forfatter Christine Wunnicke (f. 1966) tager Niebuhr således en dag til tempeløen Elephanta ud for Bombay (i dag Mumbai, red.), men misser i et feberanfald båden retur og bliver hængende i ruinerne.

Den samme skæbne (på nær feberen) overgår den jævnaldrende persiske astronom Musa al-Lahuri fra Jaipur og hans tjener, hittebarnet Malik. Musa spår ikke Niebuhr mange chancer for overlevelse, men kartografen er stærkere end som så, kommer til sig selv, og omgivet af de voldsomme, hinduistiske tempelfigurer indleder de to mænd en flere dage lang, charmerende samtale på deres fælles tillærte sprog, arabisk, om alt mellem himmel og jord, mens aberne springer omkring dem, og Malik skaffer mad og forelsker sig.

En samtale, som i allerhøjeste grad bærer præg af, at de ikke alene repræsenterer to vidt forskellige verdener, men også selv er to vidt forskellige mennesker. Musa er vidtløftig, fabulerende og underholdende, Niebuhr er præcis, rolig og uden indlevelsesevne. Som et møde mellem fiktion og fakta, eller som et møde mellem den rigt udsmykkede, temperamentsfulde sydasiatiske kultur og den stringente, kontrollerede nordeuropæiske.

Som da Musa netop har fortalt en lang skrøne om, hvordan han som tiårig ledsagede sin astronom-fader til fyrst Jai Singh 2's hof i dennes nyanlagte by, Jaipur, og oplevede et virvar af polstrede kasser, læssede kameler, halvnøgne mennesker, blomsterfigurer, kulørte stænger med slanger på og billeder af guden Krishna: »Jeg kan ikke følge dig,« konstaterede Niebuhr. »Hæng dig ikke i detaljerne.« Mester Musa smilede. »Jeg spreder blot indisk stemning, for at du kan føle dig indisk.« »Jeg føler mig overmåde indisk. Og så?«

»Niebuhr overlevede som bekendt rejsen til Det lykkelige Arabien og udgav efterfølgende blandt andet sine dagbøger. Det er dem, Christine Wunnicke har brugt som baggrund for at skrive om ham,« skriver Berlingskes anmelder, som giver bogen fem ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: U Press, Cafe Monde..

Man mindes den gamle sketch om, at der sad to mænd på en tømmerflåde, når de taler forbi hinanden. Hvilket i øvrigt afspejles af den dansk-tyske tilgang til Biblen; en del af Niebuhrs ekspeditionsopgaver er at undersøge Biblens detaljer faktuelt: Hvad var vanddybden i Det Røde Hav? Kunne det deles, så Moses kunne lede sit folk tørskoede over? Musa digter bare videre på sin religions myter og tilpasser sin version efter tilhørerne.

Det er ud fra samme glimt i øjet og »clash of culture«-tankegang, at romanen har fundet sin titel. »Damen med den bemalede hånd« er nemlig persernes navn for stjernebilledet Cassiopeia. Her ser Niebuhr og vores vestlige astronomer en hel kvinde (Cassiopeia) i stjernerne, mens Musa og hans tradition blot ser en enkelt hånd; for dem er verden uendeligt meget større … Dog verfes den selvhøjtidelige Musa væk af en bemalet hånd til slut i romanen, da en kvinde skal føde; her slutter en mands verden. Og måske er det et darwinistisk hib fra forfatteren, da mændene tilsvarende må forføje sig på grund af en fødende abe i templet?

Niebuhr overlevede som bekendt rejsen til Det lykkelige Arabien og udgav efterfølgende blandt andet sine dagbøger. Det er dem, Christine Wunnicke har brugt som baggrund for at skrive om ham, ligesom hun har læst om den astronomisk og matematisk kyndige fyrst Jai Singh 2 for at kunne skabe karakteren Musa. Også i den forstand er der tale om et møde mellem to historier, som forenes på formfuldendt vis i denne herlige roman – i øvrigt forrygende oversat af Adam Paulsen.

PS! Hvis du ikke har fået læst Thorkild Hansens »Det lykkelige Arabien«, eller hvis det er længe siden, kan jeg varmt anbefale, at du fortærer den som hovedret, inden du kaster dig over denne skønne lille dessert.

Damen med den bemalede hånd
Forfatter:
Christine Wunnicke. Oversætter: Adam Paulsen. Sider: 180. Pris: 199,95 kroner Forlag: Café Monde.