5 stjerner: Fremragende bog om byen, der formede det 20. århundrede

Den britiske forfatter Sinclair McKay giver stemmer til Berlins borgere i sit fint vævede historiske billedtæppe om byens store triumfer og den totale katastrofe. Tag bogen med på næste tur til Berlin.

Foto fra 1929 af skuespilleren Marlene Dietrich som Lola i hendes gennembrudsfilm »Den blå Engel«. Marlene Dietrich var en af periodens antinazistiske kunstnere, der senere fik en flot karriere i USA.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tyskland og ikke mindst Berlin efterlod sig et tydeligt aftryk i det 20 århundredes historie. Ikke blot på grund af nazismen, men også fordi de politiske, sociale og kulturelle bevægelser i tiden før Anden Verdenskrig blev så udfordrende, spændende og tragiske.

Den tyske tv-serie »Babylon Berlin« skildrer en del af tiden før krigen, hvor fascister, kommunister og nazister kæmpede om magten. Lige nu kan man på Louisiana se en særdeles spændende udstilling om den tyske kunst, der blev skabt i perioden op til Anden Verdenskrig. Danske turister strømmer til Berlin for at se den arrede by, skæmmet af både krigens kampe og kommunismens betonbyggerier.

Europa er Berlin

Sinclair McKay er en britisk journalist, der gjorde sig bemærket med en bog om bombardementet af Dresden, »Dresden 1945 – Ilden og mørket (1963)«, hvor allierede flyvere pulveriserede den gamle kulturby. Man diskuterer endnu, om det var nødvendigt.

Nu har Sinclair McKay skrevet en bog om Berlin med undertitlen »Liv og tab i byen, der formede 1900-tallet«. Det er store ord, og man kunne vel med lige så stor ret pege på Wien, Paris og London, som byer, der formede 1900-tallet. Men Sinclair McKay har ret så langt, at vi dårligt kan forstå Europas historie uden at kende Berlins.

Og der er nok at tage fat på, og Sinclair McKay går metodisk og kronologisk til sagen. Han benytter sig af en omfattende erindringslitteratur og plukker fra den lange række kendte kulturskribenter som Joseph Roth, Erich Kästner og Alfred Döblin.

Men han har også fat i ukendte skæbner, der fortæller om deres liv i Berlin. De kendtes erindringer og de ukendtes blandes væves til et stykke kulturhistorie om byen, som vi genkender den fra Christopher Isherwoods erindringsroman »Farvel til Berlin« (1939), der dannede grundlag for den forførende musikfilm »Cabaret« (1972) – som alle bør gense.

Liza Minnelli og Joel Grey spillede to af hovedpersonerne i filmen Cabaret fra 1972. Filmen var løseligt bygget på Christopher Isherwoods selvbiografiske roman »Farvel til Berlin« (1939). Fold sammen
Læs mere
Foto: Silver Screen Collection.

Antijødisk hetz

Sinclair McKay fortæller om gadekampe mellem kommunister, fascister og nazister, om udfordrende teater og film, der lagde sig ud med erklærede normer, og om den kultur, der blev skabt, og som stadig er værd at vende tilbage til, for kunsten fra Weimar-perioden tilhører stadig det ypperste, der blev skabt i Europa.

Ikke mærkeligt indtager spørgsmål om jøderne i Berlin, hvoraf en hel del var kommet som fattige immigranter østfra, en væsentlig del af bogen.

Jøderne selv var opsatte på at blive rigtige tyskere, og jødiske mænd havde med iver deltaget i krigen som soldater under Første Verdenskrig.

Sinclair McKay gør det klart, at nazismens antijødiske hetz nok var ny i sin radikalitet, men at antisemitismen ikke på nogen måde var ny. Han bruger kendte jødiske kulturpersonligheder som teatermanden Max Reinhardt, filmmanden Billy Wilder og filologen Victor Klemperer til at beskrive fremvæksten af den radikale antijødiske stemning, men også her blandes der med citater af ukendte jøders erindringer, hvis udsagn virker stærke, for eksempel den unge Marie Jalowics-Simon, som i protest rev sin gule jødestjerne af og overlevede i Berlin, jaget af nazistiske bødler. De fleste af Berlins 80.000 jøder, der var forblevet i byen efter nazisternes magtovertagelse, blev efterhånden deporteret og myrdet.

9.-10. november 1938 blev jødiske lejligheder, forretninger og synagoger angrebet og nedbrændt. Berlins store synagoge i Fasanen Strasse brændte. Her ses synagogen fotograferet dagen efter Krystalnatten.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Kvanteprincipper

Men Sinclair McKay nøjes ikke med at give plads til antinazistiske intellektuelle og jøder, han gengiver også nazisters og unge tyskeres oplevelser; unge menneske,r som blev en del af nazismen gennem medlemskab af blandt andet Hitlerjugend.

Der er kapitler om kulturlivet, men også om den videnskabelige udvikling, hvor blandt andre Albert Einstein og fysikeren Lise Meitner fremhæves. Hun, der var jøde, fandt et fristed på Niels Bohr Institutet, men hun fik aldrig den Nobelpris, hun havde fortjent.

Sinclair McKay kommenterer også naziregimets foretrukne videnskabsmand, Werner Heisenberg, og dennes møde med Niels Bohr i København i 1941, men nøjes med at konkludere: »Det står stadig hen i det uvisse; hans møde i 1941 med fysikerkollegaen Niels Bohr i København og den mulige betydning af det, han diskuterede, er i dag lige så uigennemskuelig som kvanteprincipper.«

Russiske voldtægter

Cirka en tredjedel af bogen handler om tiden op til krigen og næste tredjedel om krigen, hvor Berlin efterhånden forvandledes til en krigshærget storby. Også her blandes kendte tyskeres skæbner med ukendtes på en ferm måde.

De russiske soldaters voldtægter af tyske kvinder beskrives nøje: »Nogle ofre blev smidt ind i et rum, hvor grupper af mænd ventede på dem; andre blev slet og ret myrdet – sommetider massakreret – efter at voldtægten havde fundet sted.« De berlinske kvinder var prisgivet og måtte betale for nazismens forbrydelser, skriver Sinclair McKay.

De genopståede Berlin

Det sidste tredjedel af bogen handler om tiden efter krigen og om byens genopbygning. Der er glimt af antinazister, der vendte tilbage, som Billy Wilder, der instruerede Marlene Dietrich i den sorte komedie »A Foreign Affair (1947)« med den ødelagte Berlin som scene.

Sinclair McKay beskriver også Berlin-blokaden 1948-1949, hvor Sovjetunionen blokerede byens vestlige del, og vestmagterne skabte en luftbro for at bringe mad og forsyninger til vestberlinerne.

Det nye Berlin var en anderledes by, blandt andet fordi den manglede jøderne. Berlins tidligere overrabbiner Leo Baeck, der havde været fange i kz-lejren Theresienstadt og overlevede krigen, skrev fra London: »Jødernes historie i Tyskland har fundet sin afslutning. Den kan ikke videreføres. Kløften er for stor.«

Billy Wilder og andre overlevende jøder besluttede sig for at leve videre i USA eller Israel, og nogle ulykkelige naive valgte Østtyskland. Nogle af Sinclair McKays afsluttende bemærkninger lyder for mig som det rene metafysiske vrøvl, som når han skriver: »Dybest set var Berlin aldrig rigtigt Hitlers by. Heller ikke Stalins. Uanset hvor hårdt de forsøgte at indpræge dens folk og gader deres version af historien, enten med kranse af hagekors eller med uniformitetens dystre ideologi, forblev byen stædigt uforanderlig inderst inde.« Hvad er det for en indre kerne, han taler om? Hovedpartens af byens borgere lod sig friste af nazismen, og hans egen bog modsiger hans konklusion.

Det er et kæmpeemne, Sinclair McKay har taget op og mange andre forfattere har gennem tiderne skildret Berlins historie. Der er ikke tale om store analytiske fagter eller gennemtrængende erkendelser, men forfatteren giver med de mange kendte og ukendte beretninger et portræt af Berlins mennesker, som alle med interesse for Europas historie kan læse med udbytte.

Berlin – Liv og tab i byen, der formede 1900-tallet
Forfatter: Sinclair McKay. Oversætter: Anders Juel Michelsen Sider: 512 sider Pris: 349,95 kroner Forlag: Lindhardt og Ringhof