Vor nationale identitet bindes sammen af fornemmelsen af en fælles fortid og kultur.

Der indgår julefrokoster, fodboldlandskampe, danske film – og historiske genstande som for eksempel det danske våbenskjold.

Men hvorfor ser det danske våbenskjold ud, som det gør, og kunne svenskerne ikke have nuppet løverne og vildmændene?

Hvis man vil hitte rede i vore nationale symboler, så skal man til heraldikken, som det fint hedder. Om det danske kongevåben har historikeren Nils G. Bartholdy skrevet en bog, som også er en disputats.

De tre løver

Det var de danske konger Valdemarerne, der begyndte at anvende våbenskjold, ligesom Europas øvrige konger og fyrster. Valdemar valgte en løvefigur. Hvorfor lige en løve, for der fandtes jo ikke løver i Danmark? Men figuren udstrålede selvfølgelig styrke, og så stod det i modsætning til den tyske kejser, som brugte en ørn. I begyndelsen var der kun én løve, men fra Knud 6. kom der tre løver i skjoldet. Svenskerne var misundelige og forsøgte sig også med tre løver i deres kongeskjold.

De tre danske løver var som regel omgivet af små hjerter eller bladlignende figurer. Hvad de egentlig symboliserer, diskuteres i Nils G. Bartholdys bog, og han mener, at de oprindelig har været lindeblade, fordi linden beskyttede mod lyn og derfor kunne opfattes som en symbolsk beskyttelse mod kejserens ørn, der opfattedes som tordenguden Jupiters fugl. Om Bartholdy kommer lige lovlig langt ud i sin fortolkning, er svært at afgøre, men det kunne jo også bare være, at de så pæne ud.

Ret hurtigt blev de tre løver et symbol på kongemagten og understøttede forestillingen om, at kongemagten var arvelig. Efterhånden vandt det gyldne skjold med blå løver omgivet af røde småfigurer frem og blev symbol på kongeriget Danmark. Symbolet anvendtes på segl, mønter, bygninger, portrætter og tekstiler.

Rå magtpolitik og tre kroner

Kongevåbnet indgik i rå magtpolitik. Da dronning Margrethe 1. ville knytte Sønderjylland tættere til kongeriget, tilføjede Margrethe de sønderjyske løver til de danske våben, og fra 1460, under kong Christian 1., blev Slesvigs og Holstens våbenmærker en permanent del af kongens sammensatte våben.

I våbenskjoldet indgår tre kroner, som også har sin helt egen historie og hænger tæt sammen med kongernes magt over lande. Således brugte den svenske kong Magnus Eriksson i 1300-tallet tre kroner, fordi han mente, at han herskede over Sverige, Norge og Skåne. Han slog derefter mønter, hvor motiverne var den svenske løve, Folkungeløven, og på den anden side tre kroner.

Allerede inden de tre nordiske riger blev knyttet sammen i en union under dronning Margrethe 1., brugte hun fra 1390 de tre kroner som udtryk for hendes politiske ønske om at samle de nordiske riger, og efter sammenslutningen i 1397 var de tre kroner en realitet. Men svenskerne, nævenyttige som de er, fortsatte med at bruge de tre kroner, og det skabte, ifølge Bartholdy, krigeriske og diplomatiske sammenstød mellem de to lande.

Det var til stadighed en torn i øjet på svenskerne, når sagen var, at Sverige var selvstændigt. Den svenske kong Gustav Vasa brokkede sig højlydt, og han krævede, at kong Frederik 2. fjernede den ene krone. Det er morsomt at se, ud fra Bartholdys beskrivelse, at Gustav Vasa og hans folk må have siddet med lup og studeret de mindste detaljer i det danske kongevåben

Det førte til en større offentlig litterær fejde i 1550erne, og de svenske konger greb i 1561 til den latterlige selvtægtsaktion at indsætte Danmarks og Norges våben i det svenske kongevåben. Frederik 2. protesterede selvfølgelig, og i 1563 blev der erklæret krig mellem Danmark og Lübeck på den ene side og Sverige på den anden. Nogle svenskere greb til den flade vittighed at trykke et smædeskrift med en karikatur af det danske våben, hvor de tre kroner var erstattet af tre narrehatte.

Striden fortsatte, og fra dansk side hævdede man, at de tre kroner var et unionsvåben, som Danmark havde ret til at føre. Svenskerne hævdede, at de tre kroner var et ældgammelt svensk symbol. Først med Knærødfreden i 1613 bestemtes det, at begge konger havde ret til at bruge tre kroner.

De to vildmænd

Hvad så med de prægtige to vildmænd? Hvornår kom de til våbenskjoldet? Ifølge Bartholdy blev de indført af Christian 1., efter at han blev konge i 1449. Måske var disse vildmænd en hentydning til de nordlige vilde skovmennesker og et signal om, hvor langt kongens territorium kunne udstrække sig. Men svenskerne kunne selvfølgelig ikke nære sig og brugte også to vildmænd.

Det er vigtigt at understrege, at med skiftende konger og skiftende herredømme over forskellige landsområder skiftede symbolerne også på kongeskjoldene. På et våbenskjold fra 1460 er det en kvinde og en vildmand, der holder våbenskjoldet, og i disse #meetoo-tider må vi da også gå ud fra, at der snart er krav om at udskifte en af vildmændene med en kvinde – nej undskyld med en transperson eller to.

Da vi mistede Norge i 1814, måtte det jo få konsekvenser for våbenskjoldet. Svenskerne krævede selvfølgelig, at den norske krone skulle fjernes, og de emsige svenskere gik så langt, at de skrev, at de ikke ville modtage breve fra danske myndigheder, hvis den norske løve fremgik af seglet.

Den nye svenske kong Karl 14. Johan krøllede under en audiens et dansk brev sammen og smed det i kaminen for at undgå at se seglet med den norske løve, for han ville selv have Norge. Danmark følte sig presset til at undlade den norske løve, og et større udredningsarbejdet iværksattes for at omplacere de mange symboler og skabe det nye våbenskjold.

Som anmelder er det svært at gå til et værk, som er så sprænglærd, og hvor Bartholdy helt klart råder over en imponerende ekspertise. Blot at løbe fodnoterne igennem er frygtindgydende. Bogen er ikke velegnet til lystlæsning for menigmand, men den er vigtig, fordi den viser, hvor betydningsfulde selv detaljer i vor historie er, og hvor vigtig symbolladede ting som et våbenskjold er for vor fælles historie.

Det danske kongevåben. Fra valdemarerne til Frederik VI. Studier i danmarkshistoriens heraldiske spejl

Forfatter: Nils G. Bartholdy. Sider: 494 Pris: 475 kroner Illustrationer: 322 Forlag: Museum Tusculanums Forlag