
5 stjerner: Afkræftet af blodtab klamrer hun sig til en vaskekumme i udenjordisk smerte
Sylvain Estibal/afp/ritzau Scanpix
Boganmeldelse: Annie Ernaux fortæller om ufrivillig graviditet og abort, så man vrider sig i smerte. Samtidig skriver hun så ligevægtigt smagfuldt, at man får lyst til at smøre ordene på et stykke friskbagt baguette, skriver Berlingskes litteraturanmelder, Katherine Diez.
Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Den indeholder tekststykker eller konklusioner, der er plagieret fra andre tekster. Dette er i strid med Berlingskes etik og retningslinjer. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Da jeg er 23, flytter en af mine gode veninder til Texas. Når vi skyper, laver vi sjov med texanernes facon og deres våbenlovgivning, der bliver mere og mere loose i takt med, at korsettet bliver strammet yderligere om den restriktive abortlovgivning.
Vi joker, fordi det gør ondt – især selvfølgelig på min veninde. »Så hellere få aids« (end en uønsket graviditet). Selvom vi ikke mener det, siger det noget om, hvor meget kvinder lider under love, der er imod dem.
Huden og sædens varme
I første scene af »Hændelsen«, Annie Ernauxs for korte, men rigeligt hårdtslående memoirer fra 2000 (nu udgivet på dansk i Niels Lyngsøs oversættelse), venter fortælleren (Ernaux selv) på at få svar på den hivtest, hun har fået foretaget, stensikker på, at den er positiv.
Hun reflekterer over den slørede »scene«, som har bragt hende hertil, med en mand, hun kun halvhjertet indvilgede i at se igen, som en dødedans. Ikke i stand til at forbinde bevægelserne, huden og sædens varme med andet end sex.
Da hun finder ud af, at testen er negativ, braser hun i latter og tænker, at hun endnu en gang er blevet reddet.
Det går op for hende, at denne stund har føltes på samme måde, som da hun ventede på dommen fra lægen i 1963.
I Rouen, 49 år inden jeg opretter Skype-forbindelse til Texas, noterer den dengang 23-årige universitetsstuderende Annie Ernaux en dag i sin notesbog: »Jeg er gravid. Det er et mareridt.«
Abort er forbudt, og hun er alene i sin søgen efter en kvaksalver, eller en såkaldt »englemagerske«, der mod et svimlende højt beløb vil stikke strikkepinde op i hendes underliv, mens hun ubedøvet og afkræftet af blodtab klamrer sig til en vaskekumme i udenjordisk smerte.
Unge Ernaux tænker ikke over, at det er noget, hun kan dø af. Men hun tænker meget over at holde det fra sine forældre og fra resten af det samfund, hun selv begiver sig rundt i som en slags social kvaksalver.
Indhentet af sex
Den bevidste Ernaux har en fornemmelse af, at der er en forbindelse mellem den sociale klasse, hun er rundet af, og det, der overgår hende nu. Hun er den første med en videregående uddannelse, den første, der er sluppet for at stå på fabrik eller bag en disk.
Nu er hun blevet indhentet af sex, og det, der vokser inde i hende, er i en vis forstand hendes sociale nederlag.
Mest af alt har hun behov for at fjerne sig selv fra både graviditeten og aborten. Det gør hun, den unge litteratur- og sociologistuderende, først og fremmest ved hjælp af sproget. Ernaux, som er 60, da hun ser tilbage på »hændelsen«, skriver:
»Når jeg tænkte på min tilstand, brugte jeg ikke nogen af de udtryk der betegner den, hverken »Jeg venter barn« eller »gravid« og da slet ikke »svangerskab«, grossesse, der lød hen ad 'grotesk'. De udtryk indebar accepten af en fremtid som ikke ville komme til at finde sted. Det var ikke umagen værd at finde ord for noget som jeg havde besluttet mig for at få til at forsvinde. I notesbogen skrev jeg 'det' og 'det dér' og kun én gang ‘gravid’.«
Hvad der er grotesk, er, at Ernaux først rigtigt fik sit danske gennembrud tidligere i år, da »Årene« udkom.
Det er simpelthen ikke okay, at vi har været så langsomme. Ikke engang som den halvfranskmand, jeg selv er, lærte jeg hende at kende, før det fine forlag Etcetera, der udgiver nyere fransk litteratur på dansk, udgav hende i 2018.
Hun skriver så ligevægtigt smagfuldt, at jeg får lyst til at smøre ordene på et stykke friskbagt baguette og spise dem, og hun har i Frankrig længe været anset som la crème de la crème i den autobiografiske genre, som så mange franskmænd ellers er store i.

Kan mærker strikkepindene
Her er »Hændelsen« et sandhedsbevis på køn, klasse og krop, en nøgtern og usentimental efterforskning af realiteterne i »denne uforglemmelige hændelse« – så meget, at jeg vrider mig i smerte, fordi jeg næsten selv kan mærke strikkepindene.
Ernaux er nu (i 2000) i stand til at genbesøge hvert et billede med klarhed og se bort fra den kollektive fortælling og de uvægerligt forenklede slagord fra 1970erne, fordi abort ikke længere er tynget af forbud.
Havde hun blot vidst, hvad hun ved i dag: Hvor vigtig og aktuel denne bog ville være 21 år senere. I Texas. Lige her i Europa. I Polen.
Hvorfor beskæftige sig med denne smerte og rædsel som læser? Fordi den er vores. Alle kvinders. Og det giver os en umistelig ret til at læse om den. Som Ernaux skriver:
»At have oplevet noget, uanset hvad det er, giver én en umistelig ret til at skrive om det. Der findes ikke en sandhed, der er underordnet. Og hvis jeg ikke undersøger mit forhold til denne oplevelse til bunds, ender jeg med at bidrage til fortielsen af kvinders virkelighed og acceptere.«
Hændelsen
Forfatter: Annie Ernaux. Oversætter: Niels Lyngsø. Sider: 112. Forlag: Gad. Pris: 150 kroner
Del: