4 stjerner: Skamløse kvinder er til for at plukkes

Boganmeldelse: Schweiziske Fleur Jaeggys hovedværk fra 2001 »Proleterka« ligger i slipstrømmen af nylige udgivelser, hvor ældre kvinder har fundet modet til at beskrive kvinders umiddelbart skamfulde erfaringer i skyggen af et mandsdomineret samfund.

Fleur Jaeggy blev født i Zürich, men bor i Milano og skriver på italiensk. En grundlæggende splittelse eller dobbelthed – alt efter øjnene der ser – følger med »Proleterka«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Basilisk
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse år er der i den grad kommet fokus på ældre kvindelige forfattere, der har turdet beskrive pigers og kvinders umiddelbart skamfulde erfaringer set i konteksten af et mandsdomineret samfund.

Forfattere som franske Annie Ernaux (f. 1940), østrigske Ingeborg Bachmann (f. 1926), amerikanske Joan Didion (f. 1934), antiguansk-amerikanske Jamaica Kincaid (f. 1949) amerikanske  Chris Kraus (f. 1955) og danske Suzanne Brøgger (f. 1944) hives frem og hyldes på ny.

Med til dette fine selskab hører schweizisk-italienske Fleur Jaeggy (f. 1940), og forlaget Basilisk har nu udgivet hendes to hovedværker: I 2019 kom »Tugtens lykkelige år« og nu er turen kommet til »Proleterka«.

Fleur Jaeggy blev født i Zürich, men bor i Milano og skriver på italiensk. Det er en grundlæggende splittelse eller dobbelthed, alt efter øjnene der ser, og den følger med i romanen, der handler om arv, miljø og køn.

På krydstogt med logebrødre

Den røde tråd er sådan cirka denne: En kvindelig jegfortællers far, schweiziske Johannes, er død, og hun savner at kunne stille ham alle de spørgsmål, hun ikke tog sig tid til, da han var i live. Forældrene blev nemlig skilt, da hun var lille, hvorefter hun flyttede først flyttede hjem til sin italienske mormor, Orsola, siden på kostskole. Faderen var ikke en ønsket del af billedet.

Bedst mulighed for at lære ham at kende havde hun som 16-årig, da han og hans gamle logebrødre allernådigst fik lov at tage hende med på krydstogt om bord på skibet »Proleterka« i 14 dage.

I stedet for at tale med ham bruger hun dog tiden på at snige sig til at gå i seng med nogle af skibets ansatte og på at lægge mærke til de sociale spil blandt passagererne.

Faderen synes også at registrere alt, men i modsætning til datteren forbliver han et tavst, passivt vidne med »tomme øjne«, som dog giver hende frit lejde. Måske på samme måde som han optrådte i ægteskabet med moderen?

Datteren ved det ikke, for hjemme igen talte de aldrig om rejsen på skibet, der allerede undervejs syntes som en illusion, en luftspejling, et dødens fartøj, der sejlede ud fra den synkende drømmeby Venedig.

Kortspil frem for mænd

»Proleterka« er skrevet som en flimrende erindringshistorie, hvor sætningerne skifter mellem nutid og datid, og alt er baseret på et enten/eller: Rig eller fattig. Mand eller kvinde. Ung (moderen) eller gammel (faderen). Evighed eller nu. Desillusion eller optimisme. Kølighed (Schweiz) eller temperament (Italien).

Fortælleren kopierer sin fars uengagerede måde at registrere livet på, når faderen benævnes »Johannes, min far«, moderen »Johannes’ kone«, mormoren  »Orsola, min frue, mor til min mor« og farmoren »den ukendte kvinde«.

Dertil kommer, at alle mændene i faderens engang så velhavende slægt er sygdomsplagede og kun kendes af pigen fra malerier og fotografier, mens alle de levende kvinder i moderens slægt foretrækker kortspil og blomster frem for mænd. På nær pigens mor, der foretrækker klaverspil og mænd frem for blomster og lader sig skille fra Johannes for at blive gift på ny.

Derfor er det også en bitter symbolik, at forfatterens navn er Fleur. Fransk for blomst – det sprog, de to forældre i øvrigt talte sammen.

»Proleterka« udkom for første gang i 2001 på italiensk og er nu udkommet på dansk ved forlaget Basilisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Basilisk.

Når pigen så samtidig vokser op hos sin mormor, der gør en dyd ud af at lægge afskårne blomster i silkepapirsforede æsker og forære dem først til levende, siden døde veninder, og når pigen selv defloreres (!) i en kahyt på et skib, der associeres til døden, ja, så skulle stemningen vist ligesom være slået an.

Pigen synes med andre ord at sejle gennem livet uden et egentligt kompas, for hverken den maskuline, stringente vej (faderens) eller den feminine, vildtvoksende (moderens) virker sund og levedygtig. Som hun konkluderer i Orsolas hus: »Haven kvæler huset. Vegetationen er frodig i sin uanfægtethed.«

Kontrasten mellem kønnene afspejles også på skibet »Proleterka«, som bærer et kvindeligt navn, men består af mænd. Et mikrokosmos, hvor kvinderne enten dømmes som værende for kyske – som præstens unge kone – eller for frivole, som den unge datter. Kun Johannes og kaptajnen synes hævet over at fordømme.

Blomster i kister

For alle andre, fra præster til sømænd, er kvinderne til for at plukkes, som var de blomster. Måske er det også denne erfaring, mormoren minder sine veninder om, når hun sender dem blomster i »kister«?

Med andre ord: Pigen erfarer tidligt, at man er enten vild eller ordentlig, kvinde eller mand, kysk eller frivol, og erfaringerne fra »Proleterka« bestyrker det. Det er dette tilsyneladende enten/eller, hun skal lære at leve i. Måske løsningen ligger hos hendes skoleveninde, som har klippet sig korthåret og taget et maskulint navn, Sebastian, for at have »lov« til at dyrke sex?

Fleur Jaeggy tør beskrive en vild blomsts erfaringer, tilsyneladende uden skam. Men så igen: »Proleterka« er slavisk for proletarisk pige … Så måske ved hun godt, at en kvindes ærlige adfærd i en mandsdomineret verden stempler hende til evig tid. Også selvom den foregår i en lomme i tiden, hvor ens far og kaptajnen ser den anden vej.

Proleterka
Forfatter: Fleur Jaeggy. Oversætter: Majse Aymo-Boot. Sider: 106. Pris: 200 kroner Forlag: Basilisk.