Det franske valg nærmer sig, og det ser ud som en gyser, hvor flere kandidater står lige. Så det er en aktuel bog, Weekendavisens frankrigskorrespondent, Aske Munck, udsender med titlen »Oh La La. Hvorfor er de så franske i Frankrig?«.

Man skal nu ikke forvente sig en valganalyse eller en dybere akademisk beskrivelse af det franske samfund, der kan ruste læseren til at forstå, hvad der sker politisk.

Aske Muncks bog er en personlige beretning om karakteristiske træk ved disse »frøspisere«, som briterne ondskabsfuldt kaldte dem, og som er så anderledes end danskerne. Det er en bog, der på en sjov, anekdotisk måde giver os en fornemmelse af, ja, hvorfor de er så franske i Frankrig.

Velmenende generaliseringer

Bogen er fyldt med skægge historier og generaliseringer, som sikkert vil få nogle til at mene, at forfatteren krænker en eller anden i Frankrig, men mon ikke de fleste franskmænd vil bære over med den slags nationalkarakteristikker, når de er sagt i den bedste mening? Ja, det ved man jo ikke i disse tider.

Historierne er taget fra Aske Muncks egen snævre verden. Vi befinder os hovedsagelig på en af de franske cafeer, gemt bag dagens udgave af Le Monde. Eller vi er sammen med franske intellektuelle, mens de diskuterer verdenssituationen på deres egen lidt arrogante måde, som aldrig ville gå i Danmark.

Aske Munck beretter også om de franske politikere, som bryster sig af litterær viden, for ellers tages de ikke alvorligt – i modsætning til danske politikere – der som regel kan nøjes med henvisninger til »Matador« eller »Borgen«.

Munck fortæller, på sin egen finurlige facon, at franskmændene, altså de rigtige mænd, er meget galante. I en bog fra 1789 skrev en fransk forfatter, at dette galanteri skyldtes en opfattelse af, at manden er kvinden overlegen i fysik og derfor bør beskytte hende, men at han også er hende moralsk underlegen og derfor skylder hende respekt.

Galanteriet omfatter alle kvinder – grimme såvel som smukke. Dette galanteri er dog under angreb af feminister, men Aske Munck understreger: »Forstår man ikke det franske galanteri, vil man heller ikke forstå det franske samfund.«

Kindkys på mode

Et kapitel er helliget kindkys, som Michel de Montaigne ganske vist i 1500-tallet fandt frastødende, men som heldigvis stadig florerer og har en speciel fransk udgave. Det har ikke altid været sådan, for efter Napoleons fald vandt britisk kropspuritanisme frem, og kindkyssene blev så at sige lagt på hylden, hvordan man end gør dét i praksis.

Men fra Første Verdenskrig blev kindkysset mode igen, og ikke mindst efter 1968, hvor broderskab og seksuel frigørelse blev hot, blev franskmændene helt vilde med at give kindkys. Visse steder er det dog gået amok, indrømmer Aske Munck. I Montpellier kysser man således tre gange på hver kind.

Intellektuel charlatan

Noget specielt ved Frankrig er de intellektuelles indflydelse og respekten for dem. I Danmark er der større respekt for en deltager i »Paridise Hotel« end for en universitetsprofessor, men sådan er det ikke i Frankrig. Her nyder intellektuelle høj prestige, man hylder de kultiverede og dannede, skriver Aske Munck.

Der er en respekt for folk, der kan tænke selvstændigt, og Aske Munck giver en række forklaringer på, at Frankrig også på dette punkt er så anderledes end Danmark. Aske Munck mener dog, at de intellektuelle er i krise, og han peger på, at det skyldes, at nogle af dem omgås lemfældigt med sandhed og fakta. Han udpeger den kendteste af de intellektuelle, Bernard-Henri Lèvy, som en hovedskurk og kalder ham en »intellektuel charlatan« og »den storskrydende og evigt forfængelige playboyfilosof«.

Det er hårde ord og ganske uretfærdigt og skyldes måske, at Aske Munck efter eget udsagn har haft en række interview med Lèvy, hvor Lèvy havde den udanske frækhed at være ganske ubeskeden

Som man kan forstå, er det en munter og letlæst bog, Munck har skrevet. Om hans anekdotiske historier egentlig siger så meget om Frankrig, er et godt spørgsmål, men han har dog fat i, at franskmændene på mange områder er ganske anderledes end danskerne.

Frankrig er altid et besøg værd, og Paris altid en messe værd, og Aske Munck citerer digteren Heinrich Heine, som var tysk jøde, for bemærkningen: »Når Gud keder sig, åbner han vinduet og ser ned på de parisiske boulevarder.« Sådan var det i 1800-tallet, da Heine skrev det, og sådan er det i dag, for Paris er en vidunderlig by, og Frankrig et forrygende rejsemål.

Oh La La. Hvorfor er de så franske i Frankrig?
Forfatter: Aske Munck. Pris: 299,95 kr Sider: 220 sider Forlag: Forlaget28b