3 stjerner: Kollektiv-autentisk og Københavner-lækker fortælling tjekker af i alle boksene - men det er ikke nok til en bog

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Johanne Myginds debutroman krydser tjeklisten af i alle de rigtige bokse: 70er-kollektiv, linoleumssnit, piberygende kvinder, Kødbyen, naturvin og friskoler. Men grundlæggende virker bogen formålsløs, og hovedpersonen giver ikke nok af sig selv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sit stille sind kan man godt fra tid til anden tænke, om det nu også var den heldigste timing, at kvindekampen og klassekampen fandt sted samtidig. I den kombination mistede man muligheden for at hjælpe den nybagte karrieremor (feminismens sejr) ved at have en ung pige i huset (for borgerligt). Resultatet blev nutidens fortravlede kvinder, der både har fuldtidsjob ude og hjemme.

Men i første omgang, i 1970erne, red man stadig på revolutionens bølge. Man gjorde de børn, man trods alt fik, til fælleseje, så alle løftede byrden, uanset om det var samfundet eller dem fra kollektivet. Eller bedstemødrene, som jo »bare« gik hjemme.

Åbner ingen døre

De børn er voksne i dag og begynder nu at sætte ord på eksperimentet, heriblandt journalist Johanne Mygind (født 1976). Hendes debutroman, »Kærlighedens år«, handler om en familie, hvis liv blev ændret af rødstrømpebevægelsen. Men præcis, hvad Mygind vil med sin bog, kan jeg ikke helt greje. Den beskriver, og den underholder, men den åbner ingen døre til erkendelse – spejler bare sin fortæller, Nannas, liv.

Nanna (født 1975) er datter af Elisabeth, der selv er datter af Rigmor, som opgav sine medicinstudier, da hun blev gravid. I stedet blev hun gift med Henning og kæderygende husmor med halvtidsjob. Den smukke Elisabeth kommer også i uføre, men får en abort, så hun kan træde ind i rødstrømpebevægelsen med optimale erfaringer. Dét, kombineret med en evne til at formidle og stå på en scene, gør hende hurtigt til et kendt ansigt.

Nanna får hun med økolandmanden Søren, men han kunne have været hvem som helst. Sammen flytter de i kollektiv i et hus, Henning køber til dem, og Elisabeth får hurtigt arrangeret, at en af beboerpligterne er at have »Nanna-vagter«.

Selvfølgelig bliver Elisabeth og Søren skilt. Søren får en ny kone og flytter tilpas langt væk til, at han ikke er en fast del af Nannas opvækst, mens mor og datter blandt andet bor hos Rigmor og Henning, der betragter Nanna som deres tredje barn. Klip til 2019, hvor Nanna, nu anerkendt dokumentarist, stadig udlever hele 70er-pakken, fra Politiken og DR til Trille og Dea Trier Mørch. Hun vil lave en podcast om sin mors rødstrømpetid, krydret med den nu demente mormors kvindeliv, og er i øvrigt lige gået fra sin RUC-mand, bare fordi. De skal nu have børnene syv/syv.

Tjek, tjek, tjek

Romanen kender sine to tider: 70ernes økolandbrug, linoleumssnit, gedehold, kollektiver, fællesmøder, lesbiske, 1. maj-taler, piberygende kvinder, hippie-Møn, aborter og paroler. 2019s DR, Politiken, Radio24syv, podcast, takeaway, Emmerys, Tinder, astrologi, kollegaflirt, cyklisme, kvindebånd, Netflix, sexklubber og venindeaftener i Kødbyen med naturvin og friskolesnak.

Så tjeklisten er krydset af. Men hvad bogen vil ud over at påpege problematikker og fortælle anekdoter, ved jeg ikke. Den kommer ikke med nogen reelle svar.

Foto: Gads Forlag.

Nanna forsøger ikke at forklare, hvordan ...

1: Elisabeth kan acceptere, at forældrene muliggør hendes revolutionsdrømme ved at købe hende et hus på Frederiksberg.

2: Elisabeth har det med, at forældrene har så meget ejerskab over Nanna, at de kalder hendes deres tredje barn.

3: Elisabeths lillebror og hans datter har det med at være de evige toere.

4: Søren kan acceptere, at hans nye kone bestemmer, hvorvidt han har »tid« til at se sin datter og børnebørn.

5. hun ikke selv kan forstå, at hendes tre børn rives midtover, og at de to er tilpas store til, at de er i gang med deres egen løsrivelse, men nu, netop som elastikken er blevet slappere, bliver hevet tilbage og klamrer sig til forældre og søskende for at finde fodfæste.

6. hun ikke kan se, hvad det gør ved børn for evigt at skulle forholde sig til en forælder, der ikke formår at opdrage og sætte grænser, men kun opfylder behov, forsøder, forkæler og slæber madrasser ind i stuen, så alle kan sove sammen efter et orgie af film og popcorn.

Og dog; det sidste forklarer Nanna egentlig ved bare at være sig selv: Mors datter, som aldrig har kappet båndet, men får hjælp til alt fra børnepasning til oprydning og ferieplaner. Derfor surmuler hun også over, at mor Elisabeth, for hvem alting altid har været delt med datteren – fra sexliv til depressioner, ikke vil dele sin arv efter Henning. Alt er ellers »vores«, men pengene? Det er »mine«!

Lesbisk-chok

Nanna chokeres også over, at moderen aldrig har delt med hende, at hun var lesbisk. For læseren er det mildt sagt intet chok, dels fordi vi har fået det at vide længe før, Nanna erfarer det, dels fordi så er det heller ikke vildere. Men måske Nanna i virkeligheden er skuffet over at høre det så sent i sit liv, fordi der dér var en dør, moderen havde sparket ind, som Nanna ikke havde prøvet at gå ind ad? Et livsvalg, hun måske ville have forfulgt, hvis hun havde kendt til muligheden? Men: Nanna kender desværre stort set kun til de muligheder, der præsenteres for hende.

Måske der kan komme en opfølger, hvor Nanna lever lykkelig og lesbisk på Møn med linoleumstryk, saunagus, geder og delebørn? Jeg ved det ikke, for Nanna giver ikke særlig meget. Og selvom det sikkert er godt nok til en aften med veninderne på Paté Paté eller med kollegaens fodboldvenner på Fingerbøllet, er det desværre alt for lidt til en bog. Ærgerligt for en ellers velskrivende debutant.

Kærlighedens år
Forfatter: Johanne Mygind. Sider: 399. Pris: 299,95 kroner. Forlag: Gads Forlag.