Lige til at bide i

Den nye Fiat 500 kombinerer nostalgisk udseende med moderne bil uden at sætte sin egen historiske oprindelse over styr. Og så ser den så sød ud, at man får lyst til at kramme den eller bide i den.

I gamle dage kunne man få Fiat 500 med canvastag, men de dage er forbi. Men som ekstratilbehør kan man få et glasskydetag. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I en 19 måneder lang proces har Fiat klonet sin største succes nogensinde og tilført væksthormoner og udført genmanipulation, så man i dag står med en Fiat 500, der er grande i forhold til forgængeren. Med sine 3,5 meter er den lidt over en halv meter længere, og den er også vokset i højde og bredde.

Linien fra den gamle 500 er godt ramt udvendigt, og stiger man ind i bilen, så driver den af nostalgi, der dog er godt kombineret med nutidens krav om overskuelighed og betjeningsvenlighed. Det ligner noget, der sagtens kunne være udtænkt i slutningen af 1950erne eller begyndelsen af det følgende årti. Lige fra rattet over speedometeret til kontakterne. Så mens man sidder der og kigger sig omkring, kan man sagtens glemme, hvor spatansk den oprindelige 500 rent faktisk var også når man kom indendørs. Fiat 500 fås i mange farver, men udgangspunktet er hvid i mange forskellige nuancer. Og så fortsætter de lyse farver indvendigt, og måske fordi det er så anderledes, får man en fornemmelse af høj kvalitet. F.eks. ser det ud, som om halvdelen af instrumentbrættet er fremstillet af metal i samme farve som bilen, men i en tid med høje sikkerhedskrav vil ingen sætte noget så hårdt ind i en bil. Derfor er det da også plastik, afslører en berøring. Men det hele udført med god finish.

De tre retrobiler fra europæiske bilfabrikanter, VW Beetle, Mini og Fiat 500 har det til fælles, at deres oprindelige mission forlængst er forduftet. Eller med andre ord er de ikke længere de billige biler, der skulle bringe masserne på hjul. Beetle og Mini skal man være rimeligt velbeslået for at købe, mens man kan få en Fiat 500 til omkring halvdelen af en Mini.

Når 500 alligevel ikke er en moderne familiebil, så skyldes det, at den ikke opfylder nutidens pladsbehov. Ganske vist er der to gode pladser på bagsædet (og ikke seler til flere), men bagagerummet svarer med 185 liter ikke til mere end højst to personer på en ferietur. Og det er også mest parret eller den enlige, der er marked for den nye gamle bil.

Fiat 500 er bilen, der udstråler en retro-klassisk livssstil, der vil minde mange om de glade søndagsture på landet med mor og far, selvom mange slet ikke var født dengang. Men nu foregår det blot et par klasser højere.

Skulle man anskue tingene ud fra en fornufts/økonomisk vinkel, så burde man nok anskaffe sig en Fiat Panda i stedet for den nye Fiat 500. Den koster næsten en trejdedel mindre og byder på mere plads. Alligevel er det et godt gæt, at der kommer til at køre mange 500 rundt i trafikbilledet.

For 500 er gjort af det stof, der taler mere til følelser end fornuft, og det er svært ikke at have varme tilovers for den lille bil. Det spændende bliver så, om den med sit lidt feminine snit vil tiltale kvinder mere end mænd.

Med sine stadig forholdsvis runde former er den så sød, at man får lyst til at kramme den, og jeg hørte faktisk en sige, at han havde lyst til at bide i den. Så valget afhænger mest af hvilket livsstil, man selv vil bekende sig til, og hvad de andre gerne må tro om en.

Og med en begyndelsespris på omkring 150.000 kr. bliver det samtidig en livsstil, som mange kan betale sig fra.

Fiat fejrede i onsdags den 4. juli genkomsten af 500eren lige netop på dagen, hvor det var 50 år siden, at den første 500 så dagens lys.

Hele Torino, der er Fiats hjemby, var budt til et gigantisk show ved Po-floden, hvor der ikke var sparet på noget, hverken når det gjaldt fejringen af den gamles 50 års fødselsdag eller den nyes fødsel. Den internationale bilpresse var indbudt, og det var de mange 500-klubber rundt omkring fra Europa også. Så 15 danske 500 kørte sydover. Så skulle Fiat 500 fejle salgsmæssigt, så er det ikke på grund af manglende markedsføring eller opmærksomhed.

Til gengæld er det ganske mærkeligt, at stå i Torino og overvære fødselsdagen for den gamle 500, som vi i den grad forbinder med italiensk bilisme, og Fiats start som spiller på det internationale vejkort, og så samtidig vide at den nye slet ikke skal bygges i Torino eller i Italien for den sags skyld.

Fiat 500 bygges på platformen af Fiats øjeblikkelige mest kvalitative bil, Pandaen. Og Panda fremstilles på Fiats fabrik i Polen. Så selv om hjemmemarkedet siges allerede at kunne sluge de første halvandet års produktion, der er på 120.000 styk, bliver det altså ikke en italiensk bil mama, papa og ungerne sætter sig ind i, når de skal ud og spise pasta lørdag aften. Designet er italiensk, men produktionen er polsk, og det gør den sikkert til en bedre bil.

Den gamle havde motoren bagi, og det var en ganske lille sag på 500 kubik, to cylindre og 13 heste i de første modeller. Den var mest tænkt som en scoter på fire hjul og blev i sin produktionstid fra 1957-1975 en succes med knapt fire millioner styk.

Nu ligger motoren foran, der er forhjulstræk, og den mindste motor er på 1,2 liter. Det er den, der kommer til at koste omkring de 150.000 kr. i Danmark, men måske bliver den lidt billigere, hvilket der først kommer et svar på til september, når 500eren har været gennem sin crashtest. Antallet af stjerner betyder nemlig noget for de danske afgifter. Men på forhånd regner italienerne med de makimale fem stjerner, bilen har syv airbags og antiudskridningsudstyr som standard, hvilket burde gøre den til en sikker bil.

Man kunne måske vente, at en Fiat 500 kører som en gokart, men det gør den faktisk ikke. Den er mere blød, end man kunne vente og med ultralette ratbevægelser, som man også kender fra andre Fiat-minier. Til gengæld er den ganske komfortabel at køre i, det sagt efter at have prøvet den 35 kilometer rundt i omegnen af Torino. Selv om den mindst benzinudgave er billigst, så bliver den lille diesel sikkert det bedste køb. De nye bilafgifter har begunstiget biler, der kører langt på en liter brændstof, og desuden har dieslen det kraftoverskud, der gør den mere behagelig at køre i. Elskede man støjen fra motoren i den gamle 500, så vil man blive meget skuffet i den nye. Det er i den grad en stille bil, ingen dækstøj, ingen motorstøj og heller ingen vindstøj. Selv på motorvejen er der ganske tyst i kabinen. Med diesel bliver prisen omkring 165.000 kr.

Det kræver flere kilometer at vurdere brugbarheden af den lille ny Fiat, men umiddelbart virker det, som om den har potentialet til at blive et stort hit. I Torino er den det allerede, nysgerrigheden var så omfattende under prøvekørslerne, at man aldrig fik privatliv nok til at pille næse, hvilket der ellers burde være rigeligt af tid til i den trafikalt set ganske forstoppede by. Her og mange andre steder ligger det i tiden at efterspørge små, brændstofbillige biler, der forurener mindre.

Når man så lægger til, at den nye Fiat 500 er født klassisk i sit udseende, så burde det være en modelserie, der kan holde i mange år.

Foreløbigt er der ikke tale om en stationcar eller cabriolet, men det kommer sikkert. Derimod er der allerede planlagt en sportslig Abarth-udgave.

Fiat 500 fås først i Danmark fra begyndelsen af januar.