Lige børn leger stadig bedst

I vore dage hylder vi ideen om menneskets suverænitet og selvstændighed. Det betyder, at vi opfatter os selv som frie til for eksempel at vælge partner, livsstil og boform. I det konkrete hverdagsliv viser det sig imidlertid, at valget er langt mindre frit. Vi er bundet af holdninger og normer fra vores opvækst, om vi vil det eller ej - holdninger der kan give anledning til uoverensstemmelser i vores aktuelle samlivsforhold - og det endda med markante konsekvenser som skilsmisser. Jeg har i en kvalitativ undersøgelse udført ved Dansk Folkemindesamling talt med par, deres forældre og bedste forældre - altså par i tre generationer - om deres oplevelse af kampe, stridigheder og lykke i deres parforhold. Deres beskrivelser understreger, at vores opvækst i høj grad danner baggrund for, hvordan vores aktuelle samliv former sig. Sagt med andre ord: Vi er ikke bare børn af tiden, vi er også børn af fortiden.

Min undersøgelse viser, at lige børn fortsat leger bedst. Og det vil jeg belyse, hvorfor det ordsprog tilsyneladende stadig holder vand. Vores opvækst er altså langt mere omsiggribende, end vi ofte er os bevidst. En far siger: »Det sidder over det hele«, mens en mor og mormor fortæller: »Det har lagret sig lag på lag«. Dette er blot få udsagn, som udtrykker, hvordan personer oplever betydninger af deres opvækst. Og det er ikke bare personer på 30 år, der taler om deres familiære baggrund, det gør de på 60 og 85 år også. Den betydning, vi tillægger vores opvækst, ændres måske, men barndommens og ungdommens oplevelser hænger ved. Det ses i personernes refleksioner over, hvorfor livet blev, som det blev, og i andres forsøg på at ændre deres handlemåder. Ikke mindst knytter vores opvækst sig tæt til vores familiære baggrund. I familien formidles der normer og moralske holdninger mellem forældre og børn. Disse holdninger spiller en central roller for, hvordan vi dannes som personer. Det er imidlertid ikke entydigt, hvordan disse holdninger transformeres mellem generationerne, ligesom der er forskel på holdningerne i forhold til uddannelse, regionale bosteder og politiske præferencer. For eksempel lægger én familie vægt på sammenhold og social bevidsthed snarere end uddannelse og karriere, mens uddannelse og viden er højt prioriteret i andre familier. En ung kvinde fortæller, hvordan det implicit lå som en holdning hos hendes mor og stedfar, at der for hende var fire mulige uddannelser at vælge imellem, nemlig jura, medicin, økonomi eller statskundskab. Hun valgte juraen. Selvom der er forskel i de holdninger, der formidles i familien, så er det et gennemgående i alle tre generationer, at holdningerne omhandler opfattelser af, hvordan vi bliver ordentlige mennesker - forestillinger om hvordan vi klarer os og skaber os et godt liv. Det nuancerer den antagelse, at dagens familie er mere fragmenteret og ustabil end for blot 50 år siden - noget som antages at mindske familiens betydning for udvikling af vores holdninger og værdier.

Familien har tydeligvis ændret form og indhold gennem det 20. århundrede. Det skal primært ses i lyset af markante forbedringer af de økonomiske og sociale vilkår gennem århundredet. Desuden er mange kvinder siden 1960erne blevet aktive på arbejdsmarkedet. Ligeledes er børn i højere grad gennem de sidste årtier blevet påvirket fra flere sider for eksempel børnehaver, medier og fritidsaktiviteter end i tidligere generationer. Endelig former et stigende antal skilsmisser og nye måder at danne familie på også de holdninger, der formidles i familien. Det betyder imidlertid ikke, at familien mister betydning. Selvom de holdninger, der i dag transformeres i familien og mellem generationer, måske er mindre entydige og mere nuancerede i forhold til tidligere generationer, så er det sikkert, at den familiære baggrund er et vilkår på godt og ondt i vores aktuelle liv og parforhold. Det er i mødet med vores partner og i forsøget på at skabe et fælles hjem, at betydningen af vores opvækst på mange måder synliggøres. Det er her, vores holdninger for alvor bliver erkendt og giver anledning til konflikter i parforholdet, og det endda med skilsmisse som hyppig konsekvens. Det er i det møde, at vi erkender, at vi har holdninger med os, som vi måske ikke engang er os bevidste. Spørgsmålet: »Hvorfor gør du sådan?« og refleksionen over: »Ja, hvorfor gør jeg egentlig sådan?«, afslører alle disse mindre bevidste holdninger, vi hver især bringer med os. Mødet med vores partner kan således forme sig som en bevidstgørelse af vores egne og den andens holdninger. For eksempel beskriver en kvinde, hvordan hun efter flere års samliv med sin kæreste erkender og vedkender sig betydningen af de »middelklassenormer«, hun er opvokset med - om at gøre nytte og gavn.

Disse normer kolliderer i praksis med hendes samlevers, hvis normer hun beskriver som værende »græsrodsagtig « og som én, der ofte betragter problemer som værende samfundets skyld. Parret er i praksis uenig om, hvordan man er en »rigtig« partner og en »rigtig « forælder. De er desuden uenige om prioriteringer i forhold til arbejdsliv og deres samfundsengagement. Dybest set er de uenige om, hvordan man er et moralsk forsvarligt menneske, og hvordan man lever som sådan. Deres forskelle er så betydningsfulde, at de skilles. Holdninger er altså ikke ligegyldige. Konflikter illustrerer netop forskellige holdninger og deri forskellige moralske bedømmelser af os selv, den anden og dermed parforholdets fælles alliancer. Vores indbyrdes forskellige meninger og præferencer lader sig ikke bare sådan ændre. Vi kan endda overraskes over, hvor meget bestemte holdninger hænger ved i vores liv, og hvor sejlivede de kan være. Den franske sociolog Pierre Bourdieu har påpeget, at vores fortid har en langt større betydning for vores aktuelle synspunkter end den aktuelle tid, netop fordi mange af vores holdninger og attituder til livet er dannet gennem vores opvækst. Sagt med andre ord har vi erhvervede tilbøjeligheder til at handle og vælge på bestemte måder. Disse tilbøjeligheder er os langtfra altid bevidste, men eksisterer derimod som ikke-reflekteret og kropslig viden. Derfor kan vi overraskes, og derfor kan vi heller ikke bare vælge at blive enige her og nu. Stridigheder i parforholdet har også deres historiske grunde. Der er selvsagt mange andre perspektiver at inddrage i forhold til konflikter i parforholdet. Her har jeg understreget den familiære opvækst.

Fortiden kan således danne baggrund for afgørende skel. I det lys kan det heller ikke undre, at partnere fremhæver enigheden som en positiv og væsentlig faktor i deres parforhold. Nogle siger: »Vi er enige om det væsentlige«, mens andre fremhæver, at de er enige om, hvordan de håndterer forskelligheden. Enighed illustrerer altså fællesskab og koder for, hvordan forskellighed håndteres. Enighed viser ligeledes tilbage i vores liv og danner baggrund for fællesskab i vores aktuelle parforhold, og dermed også for parforholdets fremtid. Derfor leger lige børn stadig bedst. Ligheden knytter sig ikke nødvendigvis til éns uddannelse, éns økonomi, éns regionale ophav. Det gør den måske også, men ligheden knytter sig helt afgørende til, hvordan vi er dannet, og hvordan vi dels moralsk bedømmer denne dannelse, dels bedømmer vores partner og dermed det fælles bærende for parforholdet. Det faktum, at vi som personer også er præget af vores opvækst, kommer således i praksis i konflikt med dominerende idealer om at kunne vælge selvstændigt og ubundet samt manøvrere frit i vores liv - også når det gælder partnervalg og det fortsatte fællesskab i parforholdet. Vores erfaringer af tilfredshed med vores parforhold afhænger i høj grad af, hvordan det er muligt for os at praktisere 'det selv', som er formet gennem vores opvækst, i mødet og samlivet med vores partner.