Lidt til højre og venstre

Mens offentligheden venter på, at Ny Alliance (NA) præsenterer et sammenhængende partiprogram, kommer der drypvise antydninger af, hvor partiet egentlig placerer sig.

Og det er på mange måder som et klassisk midterparti: Lidt til den ene side, og lidt til den anden. Forleden var det mest til venstre side, idet partiformand Khader konstaterede i Politiken: »Nu arbejder vi ikke med ultimative krav, men der skal en helt anden kurs på det udenrigspolitiske, hvis vi skal pege på en borgerlig statsminister«.

Denne dybt bekymrende melding kommer på et tidspunkt, hvor Det Radikale Venstre og NA kæmper benhårdt om, hvem der skal blive det udslaggivende parti, hvis VKO mister flertallet efter et valg. Vi kan blot konstatere, at Rs ny partileder imens gør alt, hvad hun kan for at overflødiggøre NA. Foreløbig tyder alt dog på, at der for det borgerlige Danmark er mest hold i NA, fordi de hælder mod at støtte en Anders Fogh Rasmussen som statsminister. I virkeligheden er uklarheden betydelig på midten i dansk politik. Mest tvivl er der om NA, mindre om R, der synes bundet til S i modviljen mod den herskende udlændinge- og skattepolitik. Det er nok midterpartiets lod nogle ville sige chance at det kan gøre sig interessant til flere sider uden at vælge side på forhånd. Men læren fra dansk politik i nyere tid er den enkle, at der kommer et tidspunkt inden et valg, hvor man må vælge side. Ellers svigter vælgerne. Med Khaders seneste melding står det fortsat uklart, hvor NA er placeret.