Letbane vejen til Loop City

En letbane, der løber langs København, vil både tiltrække arbejdspladser, skabe mere luft på motorvejene og være første skridt hen imod visionen om en såkaldt Loop City. Spørgsmålet er, hvem der skal betale det halve gilde.

En ny letbane langs København vil tiltrække tusindvis af arbejdspladser og nye indbyggere til hovedstadsområdet. Det fremgår af en rapport, som rådgivningsvirksomheden COWI har lavet for Transportministeriet.

Med en ny trafikåre gennem hovedstadsområdet kan kommunerne, der omkranser en kommende letbane, eksempelvis forvente at tiltrække 20.000 nye borgere og 66.000 arbejdspladser. Derudover vil det offentlige kunne høste to milliarder kroner af de grundværdier, som en letbane vil skubbe i vejret, og endelig vil 6.000 biler dagligt forsvinde fra den ellers hårdt trafikerede Ring 3.

 - Meget tiltrængende, siger lektor og trafikforsker ved Roskilde Universitet, Per Homann Jespersen. Han henviser til Frankrig og Tyskland, hvor man har gode erfaringer med letbaner:

 - Man har flyttet en del folk fra biler over i kollektiv trafik; det har givet en bedre service og knyttet byområder bedre sammen.

Storstilet projekt

En letbane skal være første etape i et storstilet byprojekt kaldet Loop City, der skal binde hovedstadsområdet sammen på tværs af den »fingerplan«, som siden 1947 har været rettesnor for infrastrukturen i København.

»Den store vision er, at letbanestrækningen fra Lundtofte i princippet skal forlænges til Helsingør, køre over til Helsingborg, ned til Øresundsbroen og så igen fange letbanen på den danske side. Det kan geografisk blive et område så stort som San Francisco Bay og nok det tætteste, man kommer på at realisere visionen om en Øresundsregion,« siger Søren P. Rasmussen, Venstre-borgmester i Lyngby-Taarbæk og talsmand for en gruppe på ti kommuner, der i lang tid har lagt politisk pres på regeringen for at få en letbane.

Loop City i horisonten

Letbanen og Loop City får luft under vingerne på et møde i dag, hvor transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil meddele en gruppe bestående af regionsformand Vibeke Storm Rasmussen og borgmestre fra Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Albertslund, at han er klar til at poste 1,5 milliarder kroner ind i en moderne og hurtig sporvognslinje, der med 28 stop skal strække sig fra Lundtofte i nord til Ishøj i syd.

 -Men, siger Hans Christian Schmidt:

- Det afgørende er, at de har fået afklaret, hvorvidt de kan komme med deres del af pengene.

Lån endnu ikke bevilget

I alt vil letbanen komme til at koste 3,7 milliarder kroner, og Lyngby-Taarbæk-borgmester Søren P. Rasmussen fortæller, at han håber at skaffe de sidste 2,2 milliarder kroner via et lån fra staten eller gennem private investorer.

Indenrigsminister Bertel Haarder (V) vil på nuværende tidspunkt ikke tage stilling til et eventuelt lån, og pensionsfonden ATP har ingen planer om at gå ind i projektet.

 - Ud fra det vi til dato har set, ser det ikke ud, som om letbanen vil være et projekt, vi vil se på, siger Ulrik Weuder, ATPs chef for investeringer i infrastruktur.

Alligevel er Søren P. Rasmussen optimist.

 - Ministeriet har jo ikke fået nogen ansøgning om lån endnu, så de kan have svært ved at forholde sig til projektet. Derudover findes der jo andre investorer end ATP. Jeg er sikker på, at med et kundegrundlag på omkring 65.000 passager dagligt er der selvfølgelig nogen, der vil være interesseret i letbanen.

Der foreligger ingen tidsplan for etablering af en letbane langs Ring 3.