Lenin og historien

Nødvendig debat om kommunismens historie nok en gang.

Egentlig skulle man tro, at debatten om kommunismen i det 20. århundrede var overstået og erkendelserne blevet hvermandseje. I snart 20 år har man diskuteret og endevendt den blodrøde historie om kommunismens ideologi og virkelighed. På internationalt plan er udkommet en strøm af bøger, artikler og dokumentation, og herhjemme har debatten raset om Encyklopædien og den akademiske behandling af et af menneskehedens mest brutale kapitler. Alligevel er der i løbet af den seneste måned foregået en heftig debat i Jyllands-Posten om fortolkningen af Lenin, sovjetkommunismens førsteelsker, foranlediget af historiker Kristian Hvidts omtale af ham i en ny bog om Europas historie. Bogen har høstet flotte anmeldelser, selv om den indeholder en beskrivelse af Lenin, der mildt sagt lader meget tilbage at ønske, ligesom historikeren har blandet sig temmelig skråsikkert i debatten. Problemet er mindre det, Hvidt skriver og udtaler om Kammerat Lenin, end det, han ikke siger, bl.a. at Lenin ifølge den internationale faglitteratur må regnes som hovedansvarlig for både borgerkrig og hungersnød i Sovjetunionens tidlige år. Volden, forfølgelsen og de tiltagende myrderier var simpelthen en integreret del af Lenins projekt og af realkommunismens fødsel. Det gik galt fra dag 1.

Den svigtende erkendelse hos Kristian Hvidt efterlader os med et spørgsmål, der desværre er lige så aktuelt i dag som for et tiår siden: Hvorfor findes der selv hos uddannede og måske endda borgerlige mennesker stadig et intellektuelt efterslæb, når det gælder forståelsen af kommunismens historie? Mens forståelsen af Hitler og andre af de helt store forbrydere plejer at være intakt hos såvel unge som ældre, går selv en nestor i historiefaget som Kristian Hvidt i en slags undtagelsestilstand, når det gælder Lenin og kommunismens udspring. Når det kan ske, så forstår man faktisk bedre, at et arbejdermuseum kan finde på at huse en forherligende statue af Lenin uden omtale af hans handlinger, eller at en underafdeling af fagforeningen 3F forsvarer Stalin og har et portræt hængende. Så længe den nødvendige erkendelsesproces endnu ikke er trængt igennem blandt historikere og specialister, hvordan skal den så sive igennem til resten af befolkningen?

En forklaring på tingenes tilstand kræver flere faktorer. En er, at fredelige revolutioner som Murens fald og Sovjetunionens opløsning har det med ikke at få placeret ansvar og retfærdighed, og at det følgelig har taget lang tid at trænge til bunds i myterne om en politisk ideologi, som utrolig mange intellektuelle abonnerede på, ikke mindst i Vesteuropa. Mens nazismen faldt med et brag og er blevet behandlet igen og igen i og uden for Tyskland, har selvopgøret trukket ud blandt kommunismens forhenværende støtter, allierede og ideologiske rejsekammerater. Og så har det ikke hjulpet, at Rusland efter Putin nærmest trækker erkendelsen i den modsatte retning i en smagløs romantisering af unionens gloriøse fortid. Her kan end ikke Kristian Hvidt være med.