Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vupti – så blev flygtninge jobparate

»Man møder dem som mennesker og individer med livsduelighed.«

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Det er noget af et kvantespring, som flygtninge og familiesammenførte i Danmark har taget på meget kort tid: Hvor det i 2015 kun var tre procent af dem, som i kommunernes sagsbehandling blev anset for at være jobparate, er tallet ved udgangen af 2016 pludselig 51 procent. Har virkeligheden virkelig forandret sig så radikalt på under to år?

Både ja og nej. Det er naturligvis ikke hver enkelt person i så stor en gruppe, som pludselig møder op med ganske anderledes forudsætninger. Men de møder nu nogle anderledes forventninger fra det danske system. Det er i sig selv en meget glædelig nyhed, selv om der er lang vej, før alle opnår reel integration på arbejdsmarkedet.

Ændringen er udløst af administrative forandringer, som ser ud til at have medført et tiltrængt skift i kulturen omkring modtagelsen af mennesker i Danmark. Aftalen fra foråret 2015 mellem arbejdsmarkedets parter, kommunerne og regeringen førte til denne nye måde at vurdere de nyankomne flygtninge og migranter på. For eksempel bortfaldt kravet om, at man som flygtning først skulle kunne skrive ansøgninger og føre en samtale på dansk, før man blev betragtet som jobparat. Hvis man stillede samme krav til de mange arbejdstagere fra Østeuropa, ville de jo aldrig have fået et job her. Ikke desto mindre udfylder de en række funktioner på arbejdsmarkedet.

Hvor det før i praksis var antagelsen, at mennesker på flugt eller i øvrigt fra meget fremmedartede kulturer ikke kunne forventes at være parate til at begynde rejsen mod selvforsørgelse, møder vi dem nu med det udgangspunkt, at de naturligvis er kapable mennesker ligesom alle andre. Der er hensyn at tage til flygtninge, som kan være traumatiserede eller på anden måde sårede på krop og sind, men for både den store gruppe af parate og dem med særlig hjælp behov er det både gavnligt og mere humanistisk at hjælpe dem i retning af at tage vare på sig selv.

I stedet for straks at kaste forsørgersamfundets arme omkring dem, ser systemet dem nu som mennesker med ressourcer til at klare sig selv. I en opsigtsvækkende gennemgang af jobparatheden blandt kontanthjælpsmodtagere i Odense fandt kommunen, at det var alt for let at blive parkeret på passiv forsørgelse.

Da man kiggede på mennesket bag tykke sagsmapper fyldt med stempler, viste det sig, at en meget stor andel af for eksempel indvandrerkvinder var blevet opgivet af systemet og henvist til et liv på socialhjælp. I realiteten var det blot én ud af ti, der reelt var så syg, at vedkommende ikke var klar til arbejdsmarkedet i større eller mindre grad.

Nu anses flygtninge og familiesammenførte i udgangspunktet som jobparate. Man møder dem som mennesker og individer med livsduelighed. Selv om de faktiske tal endnu er små, er mere end tre gange så mange de seneste to år aktiveret i et virksomhedsrettet forløb, som kan være næste trin på vejen mod arbejde. 2.800 flygtninge er kommet i ordinære job fra januar til oktober sidste år – igen mere end en tredobling på et år.

Der er altså et stykke vej endnu. Men glædeligt er det, at vi nu møder det enkelte menneske med klare krav og forventninger – og en smittende tro på vedkommendes evner.