Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vismændene punkterer en myte om den offentlige sektor

En ny rapport fra De Økonomiske Vismænd peger på produktivitetsproblemer og udfordrer et dogme om den offentlige økonomi. Det fører ikke nødvendigvis til forringet kvalitet, når man sparer penge.

De Økonomiske Vismænds produktivitetsrapport fra i tirsdags udgør en rosværdig udfordring af vanetænkningen om at offentlige besparelser betyder ringere offentlig service. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Offentlige besparelser betyder ringere offentlig service. Sådan lyder det igen og igen i den offentlige debat fra politiske partier og fra de offentligt ansattes organisationer. De Økonomiske Vismænds produktivitetsrapport fra i tirsdags udgør en rosværdig udfordring af vanetænkningen.

Rapporten understreger, at den årlige vækst i produktiviteten i de private byerhverv længe har været under to pct., hvilket er lavere end den historiske produktivitetsvækst og mindre end i Sverige. Det er et problem, fordi produktivitetsvækst er en nødvendig forudsætning for bæredygtig vækst i reallønnen.

Rapporten indikerer også, at sammenhængskraften i Danmark er udfordret. Danskerne lever i meget forskellige verdener. De ansatte i industrien og de internationalt orienterede servicevirksomheder præsterer pæne stigninger i produktivitet og ligger højt i en international sammenligning. Anderledes forholder det sig i den hjemmemarkedsorienterede servicesektor, og den er stor. Her står det ret stille, der er begrænset konkurrence, som kan forstyrre roen og forestillingen om, at vi gør som vi plejer.

Så er der den offentlige sektor. Her er det vanskeligt at måle produktivitetsudviklingen, fordi der mangler gode mål på værdien af det, der produceres. Man kan sætte tal på produktionens fysiske størrelse som hvor mange undervisningstimer, der udbydes, og hvor mange elever, der uddannes, men det siger ikke noget om kvaliteten af præstationerne.

Det forsøger vismændene at råde bod på ved at udarbejde mål for resultatet af indsatsen i grundskolen og gymnasiet, som tager højde for kvaliteten. I grundskolen konstruerer man et mål for »opnået læring« pr. elev beregnet ud fra PISA-scorer. Målt på den måde har produktiviteten stået bomstille i folkeskolen fra 1995 til 2013, ja, den er faktisk faldet en smule.

Der etableres et tilsvarende mål for gymnasiernes resultater baseret på gennemførelse, karakterer og videre uddannelse. Vismændene påviser, at reduktion i tilskuddet pr. elev efter 2008 ikke har påvirket kvaliteten. Der er således gennemført besparelser i gymnasierne uden, at det er gået ud over kvaliteten, altså er produktiviteten steget.

Vismændene tager alle mulige forbehold vedrørende deres mål på undervisningseffekten, og det er, hvad man må forvente af forsigtige forskere. Men det ændrer ikke ved, at de har taget et pænt skridt fremad mod måling af produktionsresultater og af produktivitetsudviklingen i det offentlige. Vismændene undskylder også den manglende produktivitetsudvikling i folkeskolen, ved at spørge om man overhovedet kan forvente produktivitetsforbedringer i folkeskolen, »det er jo ikke knappenåle ,vi producerer,« som en af dem er citeret for at sige. Bortset fra den noget nedladende tone over for knappenålsproducenter, så er der al mulig grund til at forvente og forlange, at IT kan medføre produktivitetsgevinster også i undervisningssektoren.

Vismændene fortjener ros for at udvikle bedre mål på produktionsresultat og produktivitet i den offentlige sektor. Mere af den slags, tak. Må vi også bede om ideer til at fremme produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor? Her er mere konkurrenceudsættelse formentlig et nøglebegreb. Den private hjemmemarkedsorienterede servicebranche skal ikke glemmes. Den trænger til et puf. Regeringen kan bidrage med afskaffelse af regulering, der hæmmer konkurrence og produktivitetsudvikling. Det er måske nødvendigt med strammere regulering af den finansielle sektor, men det fremmer ikke produktiviteten.

OLE P. KRISTENSEN