Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vildledning er uantagelig

Myndigheder skal administrere efter loven. Politisk er sagen om Udlændingeservice mere speget

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er helt ubegribeligt, hvis Udlændingeservice har undladt at vejlede danske borgere om, hvordan de kan få deres ægtefæller med til Danmark på lempeligere vilkår, end det fremgår af udlændingelovens 24-års regel. For ganske vist er 24-års reglen både fornuftig og en succes. Men hvis EU-bestemmelser betyder, at der via korte ophold i et andet europæisk land er mulighed for at komme til Danmark, så har myndighederne naturligvis pligt til at oplyse om det.

Det er tilsyneladende ikke sket, som Berlingske Tidende i går kunne dokumentere. Og det er dybt kritisabelt, og praksis må øjeblikkelig ændres, hvad meget da også tyder på vil ske. Samtidig kan man undre sig: Læren af den nyere danske politiske historie må da vist være, at man ikke i udlændingesager gør klogt i at administrere i strid med gældende lov. Desuden kom det i går frem, at ombudsmanden i flere omgange har måttet kritisere Udlændingeservice for ikke at ændre praksis ved tidligere lempelser af udlændingeloven. Det er en grim sag, og der er ikke noget at sige til, at oppositionen lugter blod.

Det var den administrative side af sagen – og der synes virkelig at være noget at komme efter. Den anden side er politisk, og her er nuancerne flere. På den ene fløj er der partier som de Radikale, der hele tiden har været imod 24-års reglen og stramningerne på udlændingeområdet, og som nu utvivlsomt ser en gylden mulighed for at få stoppet den restriktive politik over for blandt andet familiesammenføringer – om ikke andet så i praksis. På den anden fløj er der Dansk Folkeparti, som kræver hullet i udlændingeloven stoppet med henvisninger til »EUs regeltyranni«.

Til den første fløj må man minde om, at udlændingelovens stramninger både har været nødvendige og fornuftige. Før stramningerne blev reglerne om familiesammenføringer i mange tilfælde brugt systematisk til at sikre udlændinge adgang til landet via tvangsægteskaber med herboende indvandrere. Det betød for det første, at tilstrømningen af udlændinge var bekymrende stor, når man efterfølgende stod med opgaven med at integrere de nys ankomne. For det andet gjorde hele kulturen omkring familiesammenføringerne og de arrangerede ægteskaber heller ikke noget godt for integrationen i det danske samfund. Der var derfor al mulig grund til at gøre noget ved udlændingepolitikken, da VK-regeringen kom til i 2001. Det er stadig et faktum, også selv om 24-års reglen og tilknytningskravet i nogle tilfælde har skabt problemer for danskere, der gerne ville have en ægtefælle til landet.

Til DFs reaktion må man sige, at det jo er en grundpille i hele EU-samarbejdet, at man kan bevæge sig frit på tværs af landegrænserne. Et opgør med den fri bevægelighed i EU risikerer hurtigt at gøre mere skade end gavn. Og mon ikke alle, herunder regeringen, først lige skal analysere, hvor stort hullet i udlændingeloven reelt er, inden den politiske panik breder sig? Første betingelse for at komme til landet er jo, at man har skaffet sig arbejde i et EU-land. Selv om enkelte nu får lettere adgang til Danmark, betyder det næppe, at tiden er skruet tilbage til før 2001.