Hvis man vil se, hvordan det virker i praksis, når en dansk kommune bøjer sig for religiøse hensyn, kan man tage til Tingbjerg, hvor Hovedstadens Svømmeklub tilbyder kønsopdelt svømmeundervisning til børn og teenagere.

De kønsopdelte svømmehold er led i et integrationsprojekt, som Københavns Kommune har givet et særligt tilskud, og som ifølge kommune og svømmeklub har fået flere indvandrerpiger til at deltage. Piger, der ellers ikke ville få lov, da deres familier ikke vil lade dem gå i vandet sammen med drenge.

Det er dog ikke alle, der oplever opdelingen som en succes. Mikkel Elsinger er far til en seks-årig pige, som er med på et af de kønsopdelte hold, og han pegede forleden på, at projektet er ekskluderende. Hovedstadens Svømmeklub nøjes nemlig ikke med at adskille de små drenge og piger. Klubben garanterer instruktører af det samme køn og badeforhold, hvor man ikke kan kigge ind ad vinduerne. Og endelig forbydes fædre adgang til svømmehallen. Kun mødre må se deres børn svømme. For ellers vil nogle piger med indvandrerbaggrund ikke møde op, forklarede Allan Nyhus, bestyrelsesformand for Hovedstadens Svømmeklub.

Københavns Kommune har meddelt Mikkel Elsinger, at han må finde et andet svømmehold til sin datter, hvis han er utilfreds. Det kan i praksis være vanskeligt i en by, hvor der er notorisk mangel på svømmetider, og kommunens melding er også på et principielt plan betænkelig. For budskabet er jo reelt, at man beder folk om at segregere sig. Muslimer og ikke-muslimer må svømme hver for sig.

Det er et forkert signal at sende i en tid, hvor vi kæmper med, at forældre med ren dansk baggrund trækker deres børn ud af folkeskoler, hvor de synes, at der er mange indvandrerbørn.

Debatten om kønsopdelt svømmeundervisning har kørt i flere år, og kritikere bliver ofte fremstillet som urimelige eller helt ude af stand til at se integrationspotentialet i de adskilte svømmehold. Morten Mølholm, direktør i Danmarks Idrætsforbund, kaldte det i 2016 »ødelæggende«, at »Christiansborg-politikerne går ud og hagler mange gode folks arbejde ned på 15 sekunder i TV.«

Andre negligerer problematikken ved at tale om, at der alene er tale om en »positiv særbehandling« af indvandrere. Eller ved at henvise til, at der i dansk foreningsliv er lange traditioner for, at kvinder og mænd dyrker idræt hver for sig.

Det er der rigtig nok, og vi skal naturligvis ikke blande os i, hvordan voksne mennesker organiserer sig. Men det skal ikke sløre vores blik for, hvad der sker, når vi opdeler børn efter køn med det helt officielle mål at tilpasse os mellemøstlige skikke.

»Når en kommune støtter kønsopdeling af svømmehold for seks-årige piger, accepterer den en forkvaklet logik, der seksualiserer børns kroppe.«

---

Når en kommune støtter kønsopdeling af svømmehold for seks-årige piger, accepterer den en forkvaklet logik, der seksualiserer børns kroppe. Kønsopdelingen etablerer også, at samfundet understøtter normer om, at familier og imamer kontrollerer piger og unge kvinder. Det er den samme sociale kontrol, som fører til pres for, at unge piger skal gå med tørklæde, og at de aldrig skal have lov til selv at vælge deres kæreste.

Vi skal altså tænke os om. Odense Kommune har ligefrem tilladt, at svømmeundervisningen på en af byens folkeskoler, Abildgårdskolen i Vollsmose, er blevet kønsopdelt efter krav fra muslimske forældre.

I stedet for på denne måde at blåstemple patriarkalske normer burde danske kommuner og frivillige foreninger kæmpe for at flytte holdninger, der ikke hører hjemme i et moderne dansk samfund præget af ligestilling mellem kønnene.

PIERRE COLLIGNON