Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vi skal helst ikke spare på symfoniorkestene, men...

Copenhagen Phil har trådt nye stier. Her i en optræden med rockbandet Mew.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Begreberne »dyrt« og »mange penge« kan sommetider betyde to forskellige ting. Klassiske orkestre er for eksempel ikke en krone for dyre. De ansatte musikere glæder mange mennesker og medvirker i adskillige og forskellige arrangementer.

Orkestret på Det Kongelige Teater spiller til Operaens forestillinger og giver koncerter på egen hånd. Orkestret i DR Koncerthuset giver de traditionsrige Torsdagskoncerter og repræsenterer ofte Danmark med store succes i udlandet. Orkestret ved navn Copenhagen Phil har fast engagement i Tivoli hver sommer og er ellers gået foran med en række innovative optrædener på alt fra Roskilde Festival til Metroens perroner. De såkaldte landsdelsorkestre i Odense, Aarhus, Aalborg og Sønderborg holder både byernes klassiske og rytmiske musikkultur levende og gør området attraktivt for investorer med krav om kulturelle muligheder til medarbejderne.

Så ikke ét af landets klassiske symfoniorkestre kan med nogen ret kaldes for dyre. De koster til gengæld en hel del penge. Et orkester står rundt regnet ejerne i mellem 40 og 60 millioner kroner hvert år. Hvor godt pengene end er givet ud, må man undertiden stille sig selv spørgsmålet om det rimelige i udgifter på op mod 400 millioner kroner i alt.

De mange musikelskere er ikke i tvivl. Klassiske orkestre kan også selv være store arbejdspladser og udgør derfor en stærk pressionsgruppe. Så hvis regeringens skønånder med kulturminister Mette Bock (LA) i spidsen ikke altid kan danne sig et frit og fair billede af tingenes tilstand, forstår man det godt.

Men hvis nu lukningen af bare ét orkester kunne gøre andre tiltag på kulturlivets store vifte langt mere effektiv, ville den lukning så ikke være på sin plads – hvor ondt den end gør?

Landet har omkring 100 statslige og statsanerkendte museer. Hvis man ser bort fra de allerstørste i hovedstaden, står de måske skatteyderne i omkring fem millioner kroner stykket. De drives af en meget lille gruppe højt kvalificerede medarbejdere plus masser af studentermedhjælp og frivillig arbejdskraft. De formidler vel at mærke både dansk og udenlandsk kultur til den store guldmedalje og står som helt centrale spillere i den for tiden så omtalte kamp for sammenhængskraft.

Den årlige udgift til sådan et museum svarer med andre ord til den månedlige udgift for et symfoniorkester. Man kunne mangedoble den nationale og internationale indsats for eksempelvis Skagensmalerne med pengene for ét eneste orkester.

Kulturpolitikerne må kort sagt overveje betydningen af ordet kultur. Står de klassiske musikere for kultur, for dannelse, for sammenhængskraft? Hvis svaret er ja, må man glemme alt om yderligere besparelser og måske endda gøre deres arbejdsforhold noget nemmere. Hvis svaret er nej, må man gemme det blødende hjerte til bedre tider og flytte en sum over til institutioner med dannelse i højsædet.

Læs også: »Mine klassekammerater synes, jeg er skør, fordi jeg øver så mange timer«

Politikerne skal ikke »spare« et orkester væk. Kulturlivet kan ikke klare flere besparelser lige nu. Men hvis musikelskerne vil se sig selv som en del af dansk kulturliv, må de også kunne gå ind i debatten om en fair fordeling af midlerne – i hvert fald indtil tiderne byder på mulighed for opgradering på alle fronter.