»Giv den gas, Claus«. Humøret er tilsyneladende højt i fagbevægelsen, når Metal-formand Claus Jensen sendes ind i slaget om de kommende års overenskomster med kække paroler som denne. De ansatte i landets virksomheder »vil have en fair andel af opsvinget,« mener Metal-formanden.
Lad os gøre regnebrættet op. Siden opsvinget startede i 2014, er der kommet over 200.000 flere i beskæftigelse i Danmark. I samme periode er reallønnen – lønnen renset for stigende priser – vokset med 1,6 pct. i gennemsnit om året, hvilket er lige så meget som under den økonomiske højkonjunktur i 2000erne op til finanskrisen.
Men mere vil have mere. Og hvis ikke lønningerne skal stige, når tiderne er gode, og når overskuddet på betalingsbalancen har rundet 200 mia. kr., skal de aldrig stige. Og dog. Hvis lønslaget blandt de 200.000 industriansatte ender med et uansvarligt resultat, som udløser høje lønstigninger, er det ikke kun den bomstærke konkurrenceevne, som lider skade.
Det er endnu værre. Politikerne har indrettet det sådan, at lønstigningerne i den private sektor automatisk gives videre til de 834.000 offentligt ansatte, de 705.000 offentligt forsørgede og 1,1 mio. folkepensionister via satsreguleringen og aftalerne om, at de offentlige lønninger reguleres i takt med de private lønstigninger.
Når Danfoss uddeler pæne lønstigninger, vil det afspejle, at de ansatte på Danfoss bliver mere effektive. Hvis de kan løbe fire pct. hurtigere i Nordborg på Als, giver det mening, at de kan stige mindst fire pct. i løn.
Logikken holder ikke i den offentlige sektor, hvor alle – under indtryk af eksempelvis diskussionen om minimumsnormeringer i børnehaver – er enige om, at ingen kan løbe hurtigere, tværtimod.
Alligevel mener fagbevægelsen, at offentligt ansatte skal have stort set samme lønudvikling som i den private sektor. I Politiken fredag kræver fagbevægelsen også et opgør med en lidt lavere satsregulering af dagpengene – skatteyderne skal betale.
»Hvorfor foreslår fagbevægelsen aldrig at sænke skatten i bunden, så indkomsterne udvikles af den vej? Sært.«
Det lyder således forjættende, når fagbevægelsen og HK drømmer om at fordoble den såkaldte fritvalgslønkonto fra fire pct. til otte pct. i de kommende tre år, så lønmodtagerne kan vælge mellem mere løn, ferie eller pensionsopsparing. Den slags ønsker omsætter sig imidlertid i et permanent opadgående pres på de offentlige udgifter, og det er netop den faretruende udvikling, som forskningsdirektøren i Vive, Torben Tranæs, advarede om for nogle måneder siden.
Budskabet til Dansk Metal og 3F er derfor enkelt: Hvis alle i kongeriget - ja, alle - skal have de samme lønstigninger, som I drømmer om, må I reducere jeres krav. Det har I i de seneste år været gode til, og det må I blive ved med. Hvorfor foreslår fagbevægelsen aldrig at sænke skatten i bunden, så indkomsterne udvikles ad den vej? Sært.
3F har også meldt ud, at det er et hovedkrav i overenskomstfornyelsen, at lønnen i bunden skal hæves. Forslaget fra 3F er at hæve lønnen i bunden med 20-40 kr., så forskellen mellem mindstelønnen og gennemsnitslønnen for en 3Fer mindskes. Logikken er, at det vil få færre arbejdsgivere til at ansætte litauere og polakker.
Den udenlandske arbejdskraft skaber vækst og skatteindtægter, så forslaget er ren gift for dansk økonomi. Men en forhøjelse af lønnen i bunden skader ikke kun polakkerne. Lønnen i bunden er den løn, som er adgangsbilletten for ikke-vestlige indvandrere og marginale grupper på arbejdsmarkedet til at komme i job. Hvis 3F hæver lønnen i bunden, efterlades flere på permanent offentlig forsørgelse.
Hvad er det for en solidaritet med de svageste grupper på arbejdsmarkedet?
THOMAS BERNT HENRIKSEN
