Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vi må skelne mellem krænkelser og bagateller

Krænkelser over små og ligegyldige ting fylder enormt i den offentlige debat, skønt kun ganske få danskere selv føler sig krænkede. Derfor er der en risiko for at vi bliver så overmætte, at vi overser de egentlige krænkelser.

Sagen om sombreroerne på Københavns Universitet begyndte med et meget lille antal studerende, som følte sig krænket over udklædningsfesterne på jurastudiet. Ledelsen reagerede ved at bede rusvejlederne om helt at droppe den slags fester. Samtidig udarbejdede universitetet nye retningslinjer for nultolerance over for al krænkende adfærd, hvilket reelt er en begrænsning af både forsknings-, undervisnings- og ytringsfriheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yuri Cortez / Ritzau Scanpix

Sombreroer, tøjreklamer og højskolesange. Et hurtigt blik på den aktuelle offentlige debat og man skulle tro, at vi danskere er et folkefærd af krænkelsesparate mimoser.

Sådan er det dog – heldigvis – ikke. Det er nemlig kun ganske få danskere, der selv går rundt og føler sig krænket. I en ny Gallup-undersøgelse foretaget for denne avis svarer kun to procent, at de »ofte« inden for det seneste års tid har følt sig krænket, mens 44 procent svarer »aldrig«. Et stort flertal mener desuden, at følelsen af krænkethed i mange af de aktuelle sager er uberettiget og useriøs.

Det betyder dog ikke, at medierne bare skal holde op med at skrive om krænkelserne, og folk bare skal holde op med at debattere dem. I stedet må vi have øje for nuancerne. Det er væsentligt at skelne dels mellem egentlige krænkelser og ligegyldige bagateller, dels mellem bagateller uden betydning og bagateller, der faktisk kan ende med at få stor betydning.

For jo, der findes egentlige krænkelser. Der findes racisme, sexisme, homofobi og andre uacceptable holdninger og handlinger, som det bestemt er på sin plads at føle sig krænket over. Vi har for eksempel højreekstremistiske miljøer, som er i vækst, og her trives racismen – særligt over for mennesker med muslimsk baggrund - i bedste velgående.  Omvendt er det netop i muslimske miljøer, at homofobien trives bedst i Danmark i dag.

Det er vigtigt at reagere på disse krænkelser og sige højt og tydeligt fra. Desuden er det helt afgørende at se krænkelserne i et større perspektiv. Aktuelt er sagen om de homofobiske tilråb mod FCK-angriberen Viktor Fischer et interessant eksempel: Umiddelbart kan man affeje det som blot en del af den almindelige jargon på stadion, hvor mændene dyrker et frisprog uden på nogen måde at være homofober. Denne analyse er sådan set ikke forkert, men den er samtidig for overfladisk. For netop fodboldmiljøet er klinisk renset for åbent homoseksuelle spillere, og det har jo en helt konkret og meget uhensigtsmæssig betydning: Unge homoseksuelle med fodbolddrømme vil støde på store og uretfærdige barrierer, hvis de vil udnytte deres talent og indfri deres drømme.

Så er der bagatellerne: Krænkelser, som man egentlig bare burde trække på skuldrene af. Her er det dog også vigtigt at skelne, for mens nogle af småtterierne aldrig bliver andet end netop små, vokser andre sig til store problemer – nogle endda af helt afgørende, principiel karakter.

Det viser sagen om netop sombreroerne på Københavns Universitet med stor tydelighed. Den begyndte med netop et meget lille antal studerende, som følte sig krænket over udklædningsfesterne på jurastudiet. De skrev et brev til ledelsen, som reagerede ved at bede rusvejlederne om helt at droppe den slags fester. Samtidig udarbejdede universitetet nye retningslinjer for nultolerance over for al krænkende adfærd, hvilket reelt er en begrænsning af både forsknings-, undervisnings- og ytringsfriheden. Det er intet mindre end en forfærdende udvikling, der er særdeles god grund til at holde skarpt øje med – og fortsat debattere.

Lærer vi først at skelne, kan vi måske også sortere de ligegyldige krænkelser fra. Det er vigtigt, for de udgør i sig selv en risiko: De mange latterlige sager kan nemlig gøre os så overmætte, at vi overser det, når ulven kommer.

AMALIE LYHNE