Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vi kan ikke ignorere Kinas genopdragelseslejre

Kinas behandling af den etniske gruppe, uighurerne, er rent ud sagt forfærdende. Vi kan ikke tillade os at se stiltiende til.

Øjenvidner beretter, at borgere kan blive fængslet for at have skæg, bære slør eller tørklæde eller at bede uden for de officielle moskeer i Xinjiang-provinsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ben Blanchard / Reuters / Ritzau Scanpix

At Kinas kommunistparti har et anstrengt forhold til menneskerettigheder er ingen nyhed. Men i disse år går det værre og værre med kinesernes mulighed for at tænke og tale, som de vil, og præsident Xi Jinping har gjort sit for at stramme statens jerngreb om borgere yderligere.

Alligevel må selv den største kyniker forfærdes over, hvordan Kina behandler sine muslimske borgere, uighurerne, i Xinjiang-provinsen, hvor omtrent en million uighurere ifølge bl.a. FNs Menneskerettighedspanel sidder indespærret i interneringslejre. Her skal de ifølge øjenvidneberetninger lære kinesisk, synge kommunistpartiets røde sange og forsage deres religion, islam. Det betyder, at omtrent hver tiende uighur i Xinjiang er indespærret.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, har regionen i årtier været præget af uroligheder og voldelige og dødbringende sammenstød mellem uighurere og han-kinesere. Kina forsvarer da også den hårde kurs med, at den er nødvendig for at bekæmpe terrorisme, separatisme og religiøs ekstremisme. Uighurerne mener derimod, at styret vil fjerne deres kultur og etniske identitet. Øjenvidner beretter, at borgere kan blive fængslet for at have skæg, bære slør eller tørklæde eller at bede uden for de officielle moskeer. Det er desuden forbudt at lære børnene om deres religion eller endda at give dem navne med religiøs betydning.

De kinesiske myndigheder har ved hjælp af bl.a. ansigtsgenkendelsesteknologi forvandlet Xinjiang-provinsen til et gennemført overvågningssamfund, ligesom den i stigende grad er blevet militariseret. »Det kommer mere og mere til at ligne en politistat, som vi kender den fra George Orwell. Bare med langt bedre teknologi, end selv Orwell på det tidspunkt overhovedet kunne forestille sig,« som den danske antropolog Rune Steenberg forleden fortalte her i avisen. Sammenligningen med Nordkorea er åbenlys, selv om man ikke kan sidestille Xi Jinping og Kim Jong-un.

Kina forsøgte først at benægte, da det internationale samfund fik øjnene op for, hvad der foregik, men da beviserne på lejrene var for stærke til at modsige, hedder det sig nu, at der er tale om fredelige »uddannelsescentre« til alles bedste. Den historie overbeviser de færreste, og Tyrkiet, der har tætte kulturelle bånd til uighurerne, har rettet en sønderlemmende kritik af myndighedernes behandling af dem.

Kina er en af klodens største spillere. Økonomisk, naturligvis, men landet har også i stigende grad oprustet militært, og hvis man er i tvivl om kinesernes vilje til at bakke landets interesser op med den voksende flåde, kan man blot rette blikket mod Det Sydkinesiske Hav, hvor nye kunstige øer hele tiden kommer til, for derefter at lægge grund til militære installationer. Det er med andre ord ikke bare sådan at true Kina pænt på plads. Men det internationale samfund bør stå fast og sammen på det kraftigste fordømme behandlingen af uighurerne, der selv for det kommunistiske diktatur Kina er uhørt brutal.

Vi gør ikke os selv nogen tjeneste ved at sætte økonomiske interesser højere end menneskelig anstændighed. Eller vores borgeres ytringsfrihed, for den sags skyld, kunne man fristes til at minde Danmarks folkevalgte om, hvis nogen skulle få lyst til at tage lidt for meget hensyn til en kinesisk delegation på dansk visit.

KARL KÜHLMANN SELLIKEN