Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vesten må tage truslen fra Iran alvorligt

Iran har stor og stigende indflydelse i Mellemøsten, bl.a. her i Libanon, hvor store billeder af Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei (plakat tv.) side om side med lederen af Hizbollah, Hasan Nasrallah (plakat th.) ikke er usædvanlige. Fold sammen
Læs mere
Foto: MAHMOUD ZAYYAT

Næste måned er det syv år siden, at den arbejdsløse tuneser Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv, og dermed uforvarende startede det arabiske forår. Hans handling skabte som bekendt bølger i hele Mellemøsten, og det er alt for tidligt at drage endelige konklusioner om konsekvenserne af hans desperate handling.

Indledningsvis var der mange, der turde håbe på, at folkets protester i en lang række af regionens lande ville munde ud i et opgør med de gamle korrupte, inkompetente og dybt undertrykkende regimer og ende med en fælles omfavnelse af demokrati med fred, fryd og gammen til følge.

Den drøm kunne desværre ikke være længere fra den situation, der hersker i Mellemøsten nu. Og med undtagelse af Tunesien, hvor det arabiske forår har medført politiske forandringer i positiv retning, og de opsigtsvækkende udtalelser om et mere moderat og moderne Saudi-Arabien fra landets 32-årige kronprins, der forhåbentlig – det er endnu for tidligt at sige – står til troende, er der trods nedkæmpelsen af Islamisk Stat intet, der tyder på mindre krig, ødelæggelse og undertrykkelse i nærmeste fremtid.

Blodigst er naturligvis krigene i Syrien og Yemen, og mens der er al mulig grund til at være agtpågivende over for Ruslands ageren i regionen, lurer en endnu større fare.

Det er på høje tid at tage truslen fra Iran alvorligt. Præstestyret har på dygtig vis formået at bruge kaos og uro i nabolandene til egen fordel. Landets indflydelse i Yemen, Irak og Syrien og selvfølgelig Hizbollahs højborg, Libanon, er nu så stor, at iranerne er aldeles umulige at komme udenom, når man taler om, hvordan man kan skabe fred og stabilitet. Hvor man for få år siden betragtede Syriens præsident, Bashar al-Assads, fald som et spørgsmål om tid, er det med Ruslands og ikke mindst Irans opbakning til ham svært at forestille sig, hvordan det skulle ske nu.

Hvordan er det kommet så vidt? Det er i høj grad manglende indsats og opfattelse af situationens alvor fra Vestens side, der har gjort, at Teheran nu kan sætte dagsordenen i en helt anden grad end tidligere.

Der er mange gode grunde til, at man i Vesten ikke har villet hives ind i endnu en landkrig efter de dyrekøbte lærepenge i Irak og Afghanistan. Men man må konstatere, at iranerne ikke har været sene til at udnytte det magtvakuum, som det har skabt.

»Der er ingen strategisk forståelse af, hvor galt det kan gå. Spørgsmålet er, om Vesten vågner op nu, eller først vågner, når Iran, et styre, der grundlæggende er en anti-vestlig magt, har sat sig meget tungt på store dele af regionen,« som den britisk-israelske journalist og mellemøstanalytiker Jonathan Spyer advarede i denne avis forleden.

Den analyse kan hurtigt vise sig at være uhyggeligt præcis. Det vil i givet fald blive nogle endnu mere dyrekøbte lærepenge for Vesten end indsatsen i Irak og Afghanistan. Og det vil gøre ethvert håb om en fredelig fremtid i Mellemøsten endnu mere uopnåelig end i dag.