Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Verden er hverken sort eller grøn

Selv om briterne havde valgt at blive i EU og amerikanerne havde valgt Hillary Clinton, ville den utilfredshed i befolkningen, der ledte til Brexit og Trump, ikke fordampe dagen efter valget i Østrig.

På søndag er der præsidentvalg i Østrig. Det kan føre til den første præsident i Vesteuropa siden Anden Verdenskrig, der repræsenterer det yderste højre. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEONHARD FOEGER

4. december går Østrigerne til stemmeurnerne. Igen. De skal vælge deres næste præsident efter et særdeles snævert valg i maj, der måtte gå om på grund af usikkerhed og uregelmæssigheder. Dengang var der mange europæere, der holdt vejret, ligesom de ganske givet gør det på valgdagen denne gang.

Vil østrigerne stemme på den grønne Alexander van der Bellen, der har opbakning fra både socialdemokrater og konservative, eller vil sejren gå til den EU- og indvandringskritiske Norbert Hofer fra Frihedspartiet, som de fleste blev bekendt med under den nu afdøde Jörg Haider? Hofer er af modstandere blevet sammenlignet med USAs kommende præsident Donald Trump på en række områder. Det er en sammenligning, som hans støtter ikke nødvendigvis er hverken uenige i eller kede af.

Selv om præsidentposten i Østrig traditionelt set er blevet brugt rent ceremonielt, skal man ikke tage fejl. Juridisk set er der ikke tale om en kransekagefigur, men et embede med relativt vide beføjelser. Også derfor følges det østrigske valg meget tæt fra parlamenter rundt omkring i Europa.

For få år siden ville tanken om en østrigs præsident som Hofer være urealistisk og mange europæiske politikere ville måske endda le hånligt, hvis man nævnte den mulighed. I dag er der ikke mange, der griner. I Frankrig står Front Nationals Marine Le Pen stærkt før den kommende præsidentvalgkamp, ligesom Alternative für Deutschland ikke uden videre kan fejes af banen i Tyskland. Men skulle Hofer blive valgt i dag, gør man klogt i at huske, at det bliver Østrig ikke sort af. Valget skal ses som en konsekvens af den migrantskrise, som EU ikke har formået at skabe en troværdig og langsigtet løsning på.

De to kandidater er nået hertil fordi de begge står som alternativer til det, der under Brexit og ikke mindst den amerikanske valgkamp foragteligt blev kaldt The Establishment. Store dele af befolkningen føler ikke, at de etablerede magthavere har deres interesser for øje. Og migrantkrisen har været med til at give folk som Hofer vind i sejlene rundt omkring i Europa. Den er til gengæld van der Bellens største svaghed. EUs flygtningeaftale med Tyrkiet består stadig, og det har sænket strømmen mod Europa i nogen grad. Men rekordmange når nu Italiens kyster, uden at resten af Europa er synderligt interesseret i at aflaste italienerne.

Hofer siger, at EU befinder sig i en stor krise, og det har han ret i. Man har ikke formået at komme med en realistisk løsning på den historiske migrantkrise. I stedet for at arbejde sammen og løfte i flok har medlemslandene i vid udstrækning lukket sig om sig selv, Skulle Hofer tabe til van der Bellen, skal europæiske ledere imidlertid ikke bare ånde lettet op. Selv om briterne havde valgt at blive i EU og amerikanerne havde valgt Hillary Clinton, ville den utilfredshed i befolkningen, der ledte til Brexit og Trump, ikke fordampe dagen efter valget.

Som den EU-begejstrede belgiske europaparlamentariker Guy Verhofstadt netop har sagt det: »Til dem der ønsker mere eller mindre Europa siger jeg: vi ønsker et anderledes Europa. Vi ønsker et borgernes Europa, der er effektivt. Ikke en svag konføderation, der ikke leverer varen.«

Folk som Norbert Hofer tilbyder svar. De svar kan man så være enig eller uenig i. Men hvis befolkningerne skal have tillid til EU, må man i Bruxelles komme med egne svar.