Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Venstre bliver nødt til at gå på to ben

»Selv om Kristian Jensen og eksempelvis integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke direkte modsiger hinanden, så sender de to unægteligt så vidt forskellige signaler, at man kan komme i tvivl, om partiet er splittet, eller blot forsøger at fordele rollerne ved netop at gå på to ben.«

Den klare liberale melding fra Venstres næstformand Kristian Jensen i et interview med Berlingske kan som så ofte i politik læses på flere planer. Man kan begynde at forske i motivet, taktikken, positioneringen internt i Venstre eller i forhold til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Ligger der en bevidst strategi bag, når finansministeren i den grad hylder globaliseringen, understreger kvinders frie ret til at bære tørklæde, ønsker grænsekontrollen fjernet og siger, at danske værdier ikke er truet? Eller man kan se på selve indholdet af hans budskab. Men uanset hvilke briller, man tager på, er pointen, at Venstre og Kristian Jensen, i den rolle som partiet indtager, er nødt til at gå på to ben: Et liberalt og et nationalkonservativt, ellers går det galt.

I forhold til det christiansborgpolitiske skal man være temmelig svagtsynet for ikke at se, at der i Venstre er forskellige opfattelser af den værdipolitiske kurs, og hvor meget man skal lægge sig ud med Dansk Folkeparti. Tirsdag havnede Venstres europaordfører, Jan E. Jørgensen, i et regulært radioskænderi med Kenneth Kristensen Berth fra DF. Selv om Kristian Jensen og eksempelvis integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke direkte modsiger hinanden, så sender de to unægteligt så vidt forskellige signaler, at man kan komme i tvivl, om partiet er splittet, eller blot forsøger at fordele rollerne ved netop at gå på to ben.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister står over for nogle store udfordringer med både at tilgodese de økonomisk og værdimæssigt liberale holdninger i sit eget parti og hos Liberal Alliance og at imødekomme Dansk Folkeparti og de nationalkonservative strømninger, der dominerer debatten. En balancegang der på lidt længere sigt er bestemmende for, om regeringen kan overleve.

I forhold til indholdet af Kristian Jensens budskab, så har han langt hen ad vejen fat i den lange ende. Danmark og Europa er udfordret af terror og muslimsk indvandring, der har ført til uacceptable parallelsamfund, hvor der praktiseres en kultur og leves efter nogle værdier, der strider fundamentalt med et frit og åbent demokratisk samfund. Men håndteringen af de problemer, der er, må ikke føre til, at vi giver køb på de friheder og rettigheder, som vores samfund bygger på. Og det faktum, at nogen føler sig truet af udenlandsk arbejdskraft, som kommer til Danmark fra Østeuropa, må ikke få os til at lukke af for en helt nødvendig indvandring af arbejdskraft. Og selv om EU nogle gange opfører sig tåbeligt og står magtesløs over for store udfordringer, skal det ikke få os til at skippe samarbejdet.

Globaliseringen har gjort os meget rigere, modvirket fattigdom og gjort uligheden i verden mindre, og hver gang vi tager skridt til at rulle den tilbage og opsætter nye barrierer for fri bevægelighed, frihandel og internationalt samarbejde, så modvirker det de store fremskridt.

Diskussionerne om danskhed, værdier, og hvad der skal kendetegne det danske samfund, er overordentligt vigtige og med til at styrke vores identitet og modsvar over for dem, der vil noget andet. Men de må ikke føre til, at vi lukker os inde. Hvis man kun hopper rundt på det ene ben, kan man selvfølgelig nå et stykke vej, men på et tidspunkt bliver man så træt, at man bliver nødt til at stå stille.