Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Velfærdens selvdestruktion

»Risikoen for, at den nuværende generation bliver den første generation i velfærdsstatens efterhånden mere end et halvt århundrede lange historie, der efterlader et ringere samfund, end den af sine forældre blev givet, er reelt til stede.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, helt åbenlyst glæder sig over danskernes voksende krævementalitet er jo til at grine ad, hvis ikke det var så tragisk, at det var til at græde over. Modsat vel nok landets fremmeste ekspert i den danske velfærdsstat, professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet, som i bund og grund betragter den klassiske velfærdsstat som et moralsk projekt, og med moralske projekter er det altid vanskeligt. Som han sagde til Berlingske så sent som denne sommer: »Når du bygger et system, hvor du er idiot, hvis ikke du benytter dig af en samfundsgivet ret eller ydelse, uanset om du har brug for den eller ej, så ender det jo med selvdestruktion,« påpegede således professoren. »Det bliver normativt godkendt at gå hen og hente ved kasse ét, selv om man ikke behøver det. Så velfærdsstaten har måske selv været med til at skabe en adfærd, som gør, at velfærdsstaten kommer i vanskeligheder. Enhver økonom vil jo påpege, at alt gratis er der til enhver tid ubegrænset efterspørgsel på.«

Og ja, jo, vi har haft debatten om »dovne Robert« og »fattig Carina«, og forargelsen ville ingen ende tage. Regeringen har da også erklæret krig mod krævementaliteten og så videre og så videre – og så afslører en undersøgelse foretaget for Kommunernes Landsforening, at stadigt færre danskere sætter en ære i at klare sig selv uden offentlig hjælp, end de gjorde i 1995. Dengang lavede Socialforskningsinstituttet en tilsvarende undersøgelse, hvor mere end halvdelen af befolkningen erklærede sig enig i, at den »hellere vil klare sig selv frem for at bede det offentlige om hjælp, selv om man har ret til den«. I dag er det kun godt en fjerdedel af danskerne, der har samme samfundssind. Hvilket ikke bare er tankevækkende, men skræmmende ikke mindst i en tid med økonomisk krise og samtidig store spørgsmål om den danske models fortsatte beståen og overlevelse i en global verden, der som bekendt ikke længere bare er billigere, men også bedre, og hvor der ikke er samme ubegrænsede adgang til de offentlige kasser.

Risikoen for, at den nuværende generation bliver den første generation i velfærdsstatens efterhånden mere end et halvt århundrede lange historie, der efterlader et ringere samfund, end den af sine forældre blev givet, er reelt til stede. Også fordi danskerne tilsyneladende fokuserer mere på, hvad de kan få ud af fællesskabet, end hvad de kan tilføre. Ifølge professor Jørn Henrik Petersen bygger velfærdsstaten i virkeligheden på »noget for ingenting«, hvilket gårsdagens undersøgelse desværre og til fulde bekræfter. Borgerlige har ganske vist talt om »noget for noget«, mens socialisterne har sunget »gør din pligt, kræv din ret«. Men når Dansk Socialrådgiverforenings formand i fuldt alvor kan få sig selv til at sige, at det er positive tal, der »viser, at danskerne har tillid til, at de kan søge hjælp, hvis de har problemer,« så er det selvdestruktion. For som Majbrit Berlau også sagde: »Jeg kan slet ikke se, hvordan man kan kalde borgerne krævende, når det fremgår af loven, hvad de har ret til. Det kan jeg ikke få ind i mit hoved. Det er politikerne, der har ansvaret. Mener de, at det offentlige tilbyder for stor hjælp, må de lave loven om.« Enig, måske det var på tide.