De hygger sig i Alternativet. Det går godt. Partiet, som til alles overraskelse kom i Folketinget for knap et år siden med hele ni mandater, har siden rundet syv procent i meningsmålingerne, og antallet af medlemmer er femdoblet til over 10.000. Mindre arbejde, mere grønt, mulighed for at møde senere på arbejde, humor og højt til loftet. Alternativet er et feel good-parti, der appellerer til yngre storbyvælgere, som har svært ved at finde sig til rette i de traditionelle partier.

Men tag ikke fejl. Alternativet er under den sødladne retorik et klassisk venstreorienteret parti, som lægger sig tæt op ad Enhedslisten, og som end ikke har forsøgt at præsentere en sammenhængende økonomisk politik. Alternativet kæmper for større omfordeling og økonomisk lighed og for en omfattende grøn omstilling. Partiet stiller spørgsmål ved traditionelle vækstmål og ønsker sig en langt mere lempelig udlændingepolitik. Det står der ikke meget om i partiets program, dets værdier og manifest, hvor der til gengæld florerer masser af positive ord som empati, mod, nysgerrighed, bæredygtighed, humor og generøsitet. Men i det daglige arbejde i Folketinget, er der ingen, som kan være i tvivl om, at farven er højrød.

Den eneste grund til, at partiet ikke er blevet stillet mere til regnskab for sin politik, er formentlig formand og kaospilot Uffe Elbæks afvæbnende århusianske facon og så det faktum, at partiets vælgere formentlig er ligeglade. For dem gælder det om at være et sted, hvor det er rart at være, hvor der tænkes store visionære – og verdensfjerne – tanker, og hvor der også er lidt smart.

Der findes en pænt stor og formentlig voksende gruppe af vælgere, som føler sig hjemløse i det eksisterende partisystem. De bryder sig ikke om den måde, politikerne taler, de savner visioner og vilde ideer i politik og drømmer om en helt anden og bedre verden. Derfor er de hele tiden på udkig efter et politisk ståsted, som er mere cool. Disse ofte yngre storbyvælgere slår sig ned som sværme af græshopper i partier, hvor kornet står højt. Engang var det SFs Villy Søvndal, der kunne gå på vandet, så var det den »radicoole« Marianne Jelved og håndtasken, som caffe latte-folket flokkedes om, senere Ny Alliance, som på rekordtid voksede til vilde højder. Og nu er det så Uffe Elbæk og Alternativet, der er landingsbane for sværmen og kan sole sig i dens gunst. Så længe, det varer.

Alternativet ligner mest et forbigående fænomen, men ikke et bluffnummer, som Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen har sagt, for det består af velmenende mennesker, som ikke er ude på at snyde nogen. Men grundideen i Alternativet bygger på en udefinerbar følelse, på en rummelighed, der er så stor, at enhver kan positionere sine drømme om en bedre verden og et bedre liv ind i den. Det er det, der gør Alternativet til et venstrepopulistisk parti, som har succes med at sælge en vare, som for mange har en pæn indpakning. Men når de alternative lukker den op, er den fuld af skattestigninger, tabte arbejdspladser, økonomisk stagnation, en uhåndterbar indvandring og statslig tvang.