Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vær ikke så bange for kristendommen

Foto: Nils Meilvang

Frygt ikke!« sagde englen for et par tusind år siden. Nogle hyrder havde holdt nattevagt ved deres dyr og fået øje på et væsen fra det høje. De blev naturligt nok bange – som man nu gør ved mødet med det overraskende eller uforklarlige.

Men hvis man skal tro det berømte juleevangelium af lægen og evangelisten Lukas, blev rystelsen afløst af en sød trøst. Englen havde for det første øjne i hovedet og indsigt i menneskelig psykologi og afmonterede hurtigt hyrdernes natlige skræk: »Vær ikke bange,« lød væsenets ord. »Jeg har en stor og meget glædelig nyhed til jer. Og glæden skal være for alle mennesker i hele verden!«

Nyheden bestod ellers i noget så simpelt og hverdagsagtigt som fødslen af endnu et barn i nærheden – om end stedet vistnok var en stald og dermed lidt pauvert i stilen. Og samme engel havde derefter hentet en himmelsk hærskare af kolleger og lod de magre jorder ved Betlehem fylde med sange til ære for Gud og ønsker om fred til alle med tro på ham.

For tro var et halvfarligt ord på egnen dengang. I hvert fald tro på den usynlige Gud med hans fattigfødte søn og budskabet om fred. Herskerne ville hellere holde folk fast på romerske guder eller det rene ingenting og derved bevare magten over sindene. Så hvis man tilfældigvis havde noget tro, gik man et par livsfarlige århundreder i møde – hvorfor englene ønskede folk fred med sig selv og god kamp.

De gode kræfter dengang har gjort det godt. Kristendommen påvirker næsten alle mennesker direkte eller indirekte. Vi taler sammen, former vores love og opdrager vores børn i pagt med principper fra kristendommen. Folk tog for eksempel ikke fænomenet medfølelse specielt alvorligt omkring Jesu fødsel – hvorimod alle har talt om den siden hans død.

Kristendommen kan muligvis godt ses som en »religion« i skolebøgernes forstand. Den kristne tro er til gengæld ikke dogmatisk, ikke knyttet til love og regler, ikke bundet op til noget som helst udefra. Og den er derfor heller ikke specielt religiøs og slet ikke i familie med eksempelvis en senere bevægelse fra det mellemøstlige. Man har den bare og kan måske knap nok selv forklare hvorfor. Lidt ligesom man har tillid til de rosenrøde ord på økologiske æggebakker.

Ingen skal til gengæld hvile på laurbærrene. Som da en skole i Græsted for nylig aflyste den traditionelle julegudstjeneste for skolens mindste. Eller når danskere kalder sig ateister og måske endda missionerer intenst for den saliggørende skilsmisse mellem staten og dens kirke.

For hvis man lige så stille tager det kristne ud af lovgivningens og lighedens ligning, vil man relativt hurtigt ende med ringere love og ingen lighed overhovedet. Den uønskede tendens er måske ligefrem synlig allerede. Til skade for alle.

Ikke alle kan kalde sig kristne. Og kun få kristne vil kalde sig selv religiøse. Men hvis vi alle strammer en smule op og måske efterlader os et lille plus i det store regnskab, er der lidt mere til de andre. Og måske lidt mindre frygt i os alle.

Glædelig jul!