Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Uro på lærerværelset

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tillykke med folkeskolen, lyder det i dagens kronik i Berlingske fra to undervisningsministre, en nuværende, Christine Antorini (S), og en tidligere, Bertel Haarder (V). Vi tilsluttter os gerne lykønskningen, for det er værd at fejre, at Danmark her i 2014 kan fejre 200-året for indførelse af den almindelige undervisningspligt og dermed en skole for hele folket. Men det sker også i en brydningstid – det er altid brydningstid i folkeskolen, det er derfor, den er levende – hvor skolen som følge af den seneste skolereform skal genopfinde sig selv og finde sine kerneværdier. Eller som man ville sige i erhvervslivet: back to basics.

Derfor er det synd, at denne søgen tilbage til faglighed og uddannelseskompetencer åbenbart skal foregå i en atmosfære af bitterhed og internt strid mellem skoleledelser og lærere og lærerne indbyrdes rundt om i kommunerne. Som Berlingske forleden kunne berette, tegner der sig to fronter blandt de danske lærere: En gruppe af især ældre undervisere, som i protest mod sidste forårs lærerkonflikt og skolereformens krav om mere synlig ledelse vil gennemføre en arbejd-efter-reglerne-aktion. Med det uudtalte, men underforståede formål, at reformen skal falde fra hinanden. Og på den anden side en gruppe af primært yngre lærere, som anerkender reformens mål og indhold og kan se nogle arbejdsmæssige fordele ved den.

Den første gruppe udtrykker det klare ønske hos Danmarks Lærerforening: Reformen skal obstrueres, og kommunerne skal tvinges til at indse, at folkeskolen kun kan fungere, hvis lærerne får deres vilje. Resultatet er til at forudse. Respekten i befolkningen for folkeskolen vil fortsat dale. Det samme vil afvandringen af elever fra offentlige til private skoler. Det interessante og indtil videre usikre spørgsmål er, hvor skarpt skillelinjen mellem de to retninger er trukket op, og hvor store grupperne er. For nok viste lærerne sammenhold under sidste forårs konflikt, og nok kan man på det psykologiske plan forstå utilfredsheden med at blive banket på plads af en rød regering. Men man kan også rejse spørgsmålet, hvor længe Danmarks lærere, som dog skulle være veluddannede og velbegavede mennesker, vil finde sig i stramme fagforeningsdiktater? Eksempelvis i det centrale tema om tilrettelæggelsen af arbejdstid udtaler formanden for Overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, til Berlingske, at »den enkelte lærer skal ikke lave den aftale med sin skoleleder.«

Det siger sig selv, at der for lærerne må gælde overenskomster og arbejdstidsregler i lighed med alle andre arbejdspladser. Men det er da bemærkelsesværdigt, at ledelsen i Danmarks Lærerforening har så lidt tiltro til egne medlemmers selvstændighed, at den ikke tør betro dem at få indflydelse på eget arbejde. På de fleste danske arbejdspladser taler man sig til rette mellem ledelse og medarbejderne og mellem kollegerne indbyrdes. Således at dagligdagen glider. Det kunne man jo også gøre på lærerværelserne. Men folkeskolen er meget mere end en arbejdsplads – det er en samlende kulturinstitution. Arbejdsforholdene skal være i orden. Men i 200-året for skolens fødsel kunne man ønske, at lærerne efterhånden ville se sig selv mere som videnarbejdere end som lønarbejdere.